Europaforum

Forhandlerne har lagt op til at inkludere en ISDS-ordning i TTIP - som i mange andre handelsaftaler. Dette giver udenlandske investorer ret til at anlægge sag mod stater, hvis de diskriminerer til fordel for hjemlige virksomheder, eksproprierer de udenlandske virksomheders investeringer uden rimelig grund og passende erstatning, eller indfører lovgivning, der fører til ”indirekte ekspropriering”.

Den sidste formulering er åben for fortolkninger og bliver af modstandere ofte udlagt som en ret til at anlægge sag mod stater, hvis lovgivning måtte begrænse virksomhedernes ”fremtidige indtjening” generelt.

Konceptet ISDS har eksisteret i over 50 år og findes i forvejen i talrige bilaterale handelsaftaler. Der findes ca. 2.500 bilaterale handelsaftaler på kryds og tværs af de ca. 200 stater på Jorden, og en stor del af disse aftaler inkluderer en form for ISDS.

Antallet af ISDS-sager på verdensplan er stigende – fra ca. 10 årligt i 2000 til ca. 50 årligt nu. I 2012 nåede det samlede antal af ISDS-sager op over 500, hvoraf halvdelen er afgjort. De anklagede stater har vundet ca. halvdelen, virksomhederne har vundet ca. en tredjedel og der er indgået forlig i resten, ifølge UNCTAD. 2/3 af sagerne anlægges mod stater i den tredje verden. Antallet af trusler om sagsanlæg er ukendt.

Nogle aktører mener, at NAFTA-aftalen mellem USA, Canada og Mexico var den udløsende faktor for det stigende antal ISDS-sager; både USA’s og Canadas regeringer regnede med, at ISDS i NAFTA først og fremmest gav landenes virksomheder beskyttelse i forhold til Mexico, men virksomhederne så i stedet en fordel i at sagsøge USA hhv. Canada.

Det er vanskeligt at vurdere, hvad der skal til for at inkludere ISDS i en aftale men samtidig sikre, at ISDS ikke kan misbruges af virksomheder. Hvad der er ”misbrug”, afhænger ofte af, hvilket politisk ståsted man har.

Kommissionen har foreslået en ny udgave af ISDS, hvor der findes en appelinstans, hvor dokumenterne fra de enkelte sager bliver tilgængelige for offentligheden og hvor taberen i en ISDS-sag skal betale alle sagens omkostninger, for at forebygge usaglige sagsanlæg. Foreløbig er ideen dog blevet afvist af USA, med den begrundelse, at en sådan også vil gøre det muligt for virksomheder at anke sager, som de taber til stater.

I 2014 afholdt Europa-Kommissionen en online høring om ISDS på en webportal, som modtog ca. 150.000 svar, især fra engelske deltagere. Langt de fleste var negative overfor ideen om at inddrage ISDS i TTIP. Dette siger ikke nødvendigvis noget om den generelle holdning i befolkningerne, hvis der overhovedet findes noget udbredt kendskab til begrebet ISDS.

Billede: Public Domain via Pexels, https://www.pexels.com/

Det giver virksomhederne en højere grad af beskyttelse, end hvis de skal anlægge sag ved nationale domstole – og en større ensartethed i sagsbehandlingen.

ISDS vil tvinge USA's retssystem til at kunne føre en voldgiftsdom ud i livet, hvilket det ikke kan i dag. I flere tilfælde har USA også nægtet at rette sig efter domme fra tvistbilæggelsessystemet i WTO.

Nogle amerikanske debattører har ikke tillid til retssystemerne i visse Syd- og Østeuropæiske lande og bruger dette som argument for, at ISDS skal være en del af TTIP. Det er dog uvist, om de amerikanske forhandlere også har denne tilgang.

Hvis ikke ISDS indgår i TTIP, vil tredjeverdenslande som Kina (måske) bruge dette som argument for ikke at inkludere ISDS i nye aftaler med dem i fremtiden. Især i ulande, hvor stater og retssystemer ikke altid er lige stabile, er det en fordel, at udenlandske investorer har garantier for at kunne anlægge sager, hvis de skal turde investere i første omgang. Alternativet er høje forsikringspræmier.

(Dette argument er dog svagt. Kina har ingen indvendinger mod ISDS, som indgår i en række kinesiske handelsaftaler allerede. Og i andre landes tilfælde er der ikke nogen umiddelbar årsag til, at en ekstern aftale skulle have betydning for, om de ønsker at inddrage ISDS i handelsaftaler eller ej. En række lande, heriblandt Indien, Brasilien og Sydafrika, ønsker ikke at ISDS indgår i fremtidige handelsaftaler med dem, da de ikke vurderer, at ordningen er i deres interesse.)

Det pragmatiske argument: USA kræver, at ISDS indgår i TTIP, så EU er nødt til at acceptere dette for at få aftalen forhandlet hjem. Måske er det bedre at bruge kræfterne på at få udformet TTIP, så problematiske sagsanlæg forebygges, fremfor at droppe ISDS helt og så risikere, at vi slet ikke får en aftale.

Billede: Public Domain via Pixabay, https://pixabay.com/

Nogle dele af modstanden mod TTIP handler om konkrete knaster, som i princippet vil kunne fjernes fra aftalen, andre handler om grundlæggende elementer i aftalen (og/eller international handel og det økonomiske system generelt) som ikke kan ændres og hvor modstanden derfor vil eksistere, uanset hvordan aftalen udformes.

En udfordring for modstandere af TTIP er, at en del af de påståede ulemper bygger på rygter om aftalens indhold, som enten er rene misforståelser eller udspringer af delelementer i aftalen, som oprindeligt var problematiske, men som der siden er fundet løsninger på. Derudover har forhandlerne grund til at tage kritik alvorligt, hvis den har udsigt til at påvirke de medlemmer af Europa-Parlamentet, som i sidste ende skal godkende aftalen. Men de har ingen grund til at basere indholdet af forhandlingerne på kritik fra rendyrkede TTIP-modstandere, da den alligevel ikke kan tilfredsstilles indenfor de rammer, som forhandlerne arbejder ud fra, nemlig at få en aftale på plads.

Billede: Public Domain via Pexels, https://www.pexels.com/

Ønsker om en mere protektionistisk politik

Hvis man ønsker at beskytte bestemte hjemmemarkeder mod øget konkurrence, kan dette selvsagt ikke forenes med TTIP.

Frygt for større arbejdsløshed lokalt

Denne frygt er som regel baseret på en erkendelse af, at bestemte lokale virksomheder i bestemte lande vil have svært ved at klare sig i en situation med øget international konkurrence.

Mistillid til det politiske og økonomiske system

En del af TTIP-modstanden udspringer af venstrefløjsgrupperinger, der som udgangspunkt har mistro til det kapitalistiske system og de politikere, der bakker op om systemet. Da TTIP er baseret på og integreret i det eksisterende kapitalistiske system, er det ikke muligt at lave en TTIP-aftale, der vil tilfredsstille de partier og organisationer på venstrefløjen, der grundlæggende ønsker en anden indretning af samfundsøkonomien.

Billede: Public Domain via Pexels, https://www.pexels.com/

Mange europæiske virksomheder er modstandere af en række Buy American-love i USA (de mest kendte er Buy American Act, Berry Amendment og Jones Act), som gør, at føderale og militære projekter kun bliver sendt i udbud hos amerikanske viksomheder. I USA er der dog udbredt modstand mod at fjerne denne lovgivning, som aldrig tidligere er blevet ophævet i forbindelse med handelsaftaler.

Mange europæiske virksomheder er modstandere af en række Buy American-love i USA (de mest kendte er Buy American Act, Berry Amendment og Jones Act), som gør, at føderale og militære projekter kun bliver sendt i udbud hos amerikanske viksomheder. I USA er der dog udbredt modstand mod at fjerne denne lovgivning, som aldrig tidligere er blevet ophævet i forbindelse med handelsaftaler.

På lokalt plan

Nogle kritikere af TTIP (og CETA) lægger vægt på, at begge aftaler indebærer, at alle offentlige udbud skal være åbne for virksomheder overalt i de deltagende lande. Dette gør det umuligt for kommuner at lave særlige tilbud til rent lokale virksomheder og svækker derved deres mulighed for at styrke erhvervslivet i lokalsamfundet og i det hele taget påvirke udviklingen på lokalt plan.

Denne kritik skal ses i forhold til en større debat om, hvorvidt dette bliver opvejet af fordelene ved at have øget konkurrence i det hele taget. Muligheden for at tilgodese lokale virksomheder kan også bruges til at lave rent protektionistisk lovgivning, der på kort sigt gavner lokalområdet men på længere sigt svækker konkurrencen og gør løsningen af de offentlige opgaver dyrere for borgerne og samfundet generelt.

Man kan også indvende, at TTIP (og CETA) ikke vil gøre den store forskel i praksis, da NAFTA og EU’s Indre Marked i forvejen umuliggør lokale særhensyn. Men hvis man ønsker at ændre disse regler, vil det naturligvis blive sværere, jo flere aftaler, der cementerer dem.

Billede: Public Domain via Pexels, https://www.pexels.com/

I praksis fører økonomisk vækst altid til et øget energi- og ressourceforbrug og øget forurening, bl.a. i form af større CO2-udledning. I EU er det især miljøorganisationen Friends of the Earth (i Danmark: NOAH), der har brugt dette som argument imod TTIP. Hvis man som udgangspunkt betragter økonomisk vækst som et problem, vil enhver handelsaftale, der giver øget vækst, automatisk trække i den forkerte retning.

En del af TTIP-modstanden udspringer af venstrefløjsgrupperinger, der som udgangspunkt har mistro til det kapitalistiske system og de politikere, der bakker op om systemet. Da TTIP er baseret på og integreret i det eksisterende kapitalistiske system, er det ikke muligt at lave en TTIP-aftale, der vil tilfredsstille de partier og organisationer på venstrefløjen, der grundlæggende ønsker en anden indretning af samfundsøkonomien.

Europa-Kommissionens forhandlingsmandat fra Rådet var hemmeligt i begyndelsen af forhandlingerne, men er siden blevet offentliggjort. TTIP-forhandlingerne finder sted i runder med hver deres tema, som er fuldt tilgængeligt for offentligheden. Selve forhandlingerne og konklusionen på hver runde er dog hemmelige.

Efter kritik fra bl.a. ALDE i Europa-Parlamentet har parlamentsmedlemmer i slutningen af 2014 fået adgang til dokumenter om TTIP-forhandlingerne i særlige læserum, hvor de ikke må fotografere eller tage elektroniske noter. Andre borgere har ingen adgang til disse dokumenter, kun oplæg og nyheder fra Kommissionen om de aktuelle forhandlingsrunder. Generelt er TTIP-forhandlingerne dog gradvist gjort mere åbne, i modsætning til ”normale” forhandlinger om lignende aftaler. Dette har fjernet en del af den tidligere kritik men den er stadig udbredt, især blandt de mere stålsatte TTIP-modstandere.

Medlemmer af den amerikanske kongres har ikke samme adgang til forhandlingsprocessen undervejs. Den amerikanske forhandlingsposition er dog blevet lækket af Greenpeace i 2016.

Nogle tilhængere af TTIP gør meget ud af, at forhandlingerne om denne aftale er de mest åbne nogensinde i forbindelse med en handelsaftale. Dette siger dog ikke ret meget. Lukketheden i processen er ikke noget særsyn eller et forsøg på at dække over urent trav men en normal fremgangsmåde, når stater forhandler om bilaterale aftaler. Det gør, at forhandlerne har lettere ved at manøvrere, men alle andre får samtidig sværere ved at følge med. Lukketheden giver rig lejlighed for modstandere af TTIP (og lignende aftaler) til at hævde hvad som helst; det kan i sagens natur kun modsiges men ikke modbevises, så længe den færdige aftale ikke er klar og de enkelte afsnit ikke offentligt tilgængelige.

Inddragelse af virksomheder og tredjelande

En række NGO'er har kritiseret processen for at favorisere virksomheder på bekostning af NGO'er, idet Europa-Kommissionen angiveligt har inddraget virksomhedernes repræsentanter i langt højere grad.

Forhandlingsprocessen er desuden blevet kritiseret for ikke at inddrage de tredjelande, som bliver påvirket direkte af TTIP, som følge af deres tætte økonomiske tilknytning til og aftaler med EU og USA. Det drejer sig om Tyrkiet (i forhold til EU), Canada og Mexico (i forhold til USA via NAFTA). Hvis TTIP vedtages, bliver Canada og Mexico indirekte nødt til at åbne deres markeder for europæiske produkter på samme vilkår som USA, mens Tyrkiet indirekte bliver nødt til at åbne sit marked for amerikanske produkter på samme vilkår som EU.

Billede: Public Domain via Pixabay, https://pixabay.com/

En række NGO'er har kritiseret processen for at favorisere virksomheder på bekostning af NGO'er, idet Europa-Kommissionen angiveligt har inddraget virksomhedernes repræsentanter i langt højere grad.

Forhandlingsprocessen er blevet kritiseret for ikke at inddrage de tredjelande, som bliver påvirket direkte af TTIP, som følge af deres tætte økonomiske tilknytning til og aftaler med EU og USA. Det drejer sig om Tyrkiet (i forhold til EU), Canada og Mexico (i forhold til USA via NAFTA). Hvis TTIP vedtages, bliver Canada og Mexico indirekte nødt til at åbne deres markeder for europæiske produkter på samme vilkår som USA, mens Tyrkiet indirekte bliver nødt til at åbne sit marked for amerikanske produkter på samme vilkår som EU.

Der findes en række følsomme områder, hvor det er svært at forestille sig kompromisser mellem de amerikanske og europæiske forhandlere, som ikke udvander de eksisterende praksisser og standarder i større eller mindre grad. Det er dog langt fra sikkert, at disse områder overhovedet vil indgå i den færdige TTIP-aftale, trods den omfattende offentlige debat.

Eksempler, der fylder meget i debatten, er:

- Europæisk miljø- og forbrugerlovgivning følger som regel forsigtighedsprincippet om, at produkter først skal tillades, hvis det er bevist, at de er uskadelige. Den tilsvarende amerikanske lovgivning følger oftest princippet om ”sound science”, hvor produkter som udgangspunkt er tilladt, hvis det ikke er bevist, at de er skadelige.
 
- EU tillader ikke import af amerikanske klorkyllinger (behandlet med klor for at dræbe bakterier) og hormonbehandlet kvæg.

- USA tillader ikke import af europæisk oksekød, som følge af problemer med kogalskab.

- Gensplejsede organismer (GMO) er almindelige i USA. I EU afgør hvert enkelt medlemsland selv, om det vil tillade GMO-produktion eller ej. EU har ikke noget generelt forbud mod import af varer med GMO, men hver enkelt type GMO (f.eks. hver enkelt majssort) skal tillades i EU til fødevarer/foder, hvis den skal importeres.

I nogle tilfælde handler kritikernes betænkeligheder om, hvad den konkrete aftale vil indeholde. I andre tilfælde handler de om, hvilken regulering eller afregulering EU eller USA vil gennemføre forud for aftalen, for at gøre det lettere at få en vidtgående aftale på plads. Og i atter andre tilfælde handler de om, hvilke ændringer af de eksisterende standarder der vil blive lagt op i fremtiden af det kommende reguleringsråd, når først aftalen er indgået.
 
Europa-Kommissionen har gentagne gange henvist til sit forhandlingsmandat og erklæret, at ingen niveauer vil blive sænket. Man kan dog forestille sig, at forskellige aktører vil tolke den færdige aftale på forskellige måder – og Kommissionens vurdering er ikke nødvendigvis identisk med Europa-Parlamentets. Da udfaldet af de enkelte forhandlingsrunder er hemmelige og kun audiovisuelle tjenester eksplicit er udelukket fra dem på forhånd, er det svært for Kommissionen at give skudsikre garantier for indholdet af den færdige aftale, da det vil afsløre udfaldet af dele af forhandlingerne.

Risiko for højere standarder

I USA begrunder nogle libertære debattører deres modstand mod TTIP med, at de frygter, at EU vil presse USA til at indføre højere standarder for miljø, forbrugerbeskyttelse og rettigheder for arbejdere, hvilket angiveligt vil skade virksomhedernes økonomi. Altså den stik modsatte bekymring af den, der præger modstanden mod TTIP i EU. Holdningen fylder dog ikke meget i den amerikanske debat, hvor forhandlingerne om TTIP i forvejen står i skyggen af TTP.

Billede: Public Domain via Pexels, https://www.pexels.com/

I USA begrunder nogle libertære debattører deres modstand mod TTIP med, at de frygter, at EU vil presse USA til at indføre højere standarder for miljø, forbrugerbeskyttelse og rettigheder for arbejdere, hvilket angiveligt vil skade virksomhedernes økonomi. Altså den stik modsatte bekymring af den, der præger modstanden mod TTIP i EU. Holdningen fylder dog ikke meget i den amerikanske debat, hvor forhandlingerne om TTIP i forvejen står i skyggen af TTP.

Denne frygt er som regel baseret på en erkendelse af, at bestemte lokale virksomheder i bestemte lande vil have svært ved at klare sig i en situation med øget international konkurrence.

Debatten på dette område minder meget om debatten om standarder for forbrugerbeskyttelse. De mulige konflikter skyldes, at EU som udgangspunkt ønsker at fastholde medlemslandenes nuværende høje niveauer for arbejdsmiljø, mens USA ønsker at sikre sig imod et kapløb mod bunden. Dvs. USA går oftest efter minimumstandarder, mens EU oftest går efter maksimumstandarder.

USA har indført en højere grad af kontrol med finanssektoren efter finanskrisen og ønsker ikke at udvande denne. Omvendt er der i EU et ønske om at give europæiske banker lettere adgang til det amerikanske marked. I modsætning til handel med audiovisuelle tjenester er finansielle ydelser ikke på forhånd fjernet fra forhandlingerne, men der er fra amerikansk side stor modstand mod at inddrage dem i TTIP.

I nogle EU-lande er der bekymring for, om den færdige aftale vil indholde tilstrækkelig beskyttelse af navne på produkter fra bestemte geografiske områder. Dette spørgsmål handler mere om grundighed i aftalens ordlyd end om forskellige syn på, hvilke forskellige standarder der er rimelige at anerkende eller harmonisere.

Den nuværende græske regering har i øvrigt truet med at nedlægge veto mod CETA, fordi aftalen ikke anerkender fetaost som et beskyttet navn på samme måde som f.eks. parmaskinke.

Billede: Public Domain via Pexels, https://www.pexels.com/

I praksis fører økonomisk vækst altid til et øget energi- og ressourceforbrug og øget forurening, bl.a. i form af større CO2-udledning. I EU er det især miljøorganisationen Friends of the Earth (i Danmark: NOAH), der har brugt dette som argument imod TTIP. Hvis man som udgangspunkt betragter økonomisk vækst som et problem, vil enhver handelsaftale, der giver øget vækst, automatisk trække i den forkerte retning.

Argumentet forudsætter naturligvis, at man ikke anerkender Capaldo-studiets vurdering af, at TTIP vil føre til lavere økonomisk vækst.

Centre for Economic Policy Research vurderer, at TTIP kun vil føre til en marginalt højere CO2-udledning. Forøgelsen vil ifølge centerets rapport være på 0,07 % ved det mest ambitiøse scenario og helt nede på 0,02 %, hvis det kun er de resterende toldbarrierer, der fjernes.

Skifergas og tjæresand

En række miljøorganisationer frygter, at TTIP (og CETA) risikerer at øge handelen med fossile brændstoffer og undergrave lokale forbud mod fracking (en borings- og pumpemetode til udvinding af skifergas) eller import af tjæresand. I dag findes en række restriktioner på handel med fossile brændstoffer, som i sin tid blev indført af hensyn til lokal forsyningssikkerhed. Måske vil forhandlerne lægge op til at liberalisere denne handel.

Hvis man mener, at det er vigtigere at sikre uafhængighed af importerede fossile brændstoffer fra Rusland på kort sigt, er dette argument irrelevant. Det løser dog stadig ikke udfordringerne med skifergas og tjæresand, som giver markante lokale miljøproblemer på kort sigt og bidrager til eskalerende klimaproblemer på længere sigt.

Billede: SFU - University Communications, https://www.flickr.com/photos/sfupamr/14601885300/ via VisualHunt, https://visualhunt.com/

Ligesom alle andre bilaterale aftaler kan TTIP kritiseres for at gå imod de generelle bestræbelser på at sikre en fri verdenshandel i WTO. Men her har forhandlingerne i forvejen været kørt fast i det seneste årti.

TTIP’s betydning for lande udenfor aftalen og handelsmønstrene generelt afhænger i høj grad af, hvor omfattende den færdige aftale bliver og hvordan den kommer til at indgå i et samspil med CETA, TTP og andre handelsaftaler.

Billede: Public Domain via Pexels, https://www.pexels.com/

Forhandlerne lægger op til at inkludere klausuler i TTIP, som skal sikre imod diskrimation, når serviceydelser bliver overladt til private virksomheder, som led i en privatisering eller udlicitering. Disse serviceydelser må ikke kunne reserveres til lokale virksomheder men skal tilbydes til alle interesserede virksomheder i EU og USA.

Kritikere mener, at klausulerne (med vilje eller utilsigtet) vil fastlåse enhver fremtidig privatisering, der måtte finde sted. Ifølge dem vil klausulerne ulovliggøre den genkommunalisering af energiforsyning, som i disse år vinder opbakning i en række lokalområder i Tyskland. I Storbritannien har en række politikere fra Labour og siden UKIP hævdet, at en konservativ privatisering af sundhedsvæsenet ikke vil kunne rulles tilbage senere, som følge af klausulerne i TTIP.

Kritikken handler ikke om, at TTIP tvinger regeringer til at liberalisere bestemte serviceydelser, men om at klausulerne angiveligt vil forhindre senere regeringer i at overtage serviceydelserne igen, når de først er blevet liberaliseret.

Europa-Kommissionen har dog erklæret, at formålet med klausulerne udelukkende er at sikre imod diskrimination af udenlandske virksomheder, og at den færdige aftale ikke vil svække regeringernes mulighed for at bringe privatiserede ydelser tilbage under offentlig kontrol.

Sideløbende med kritikken af klausulerne findes en kritik af, at TTIP lægger op til at lave en negativliste over sektorer, hvor klausulerne ikke skal gælde. F.eks. kan sundhedsvæsen eller andre offentlige serviceydelser skrives ind som områder, hvor klausulerne ikke gælder. Det betyder dog samtidig, at alt, som ikke direkte er nævnt, falder ind under klausulerne, hvilket kan give problemer i forhold til fremtidige politiske beslutninger.

Et helt tredje spørgsmål er, hvordan vi kan sikre en klar skelnen mellem offentligt og privat. Dette har tidligere givet anledning til en debat om, hvorvidt selvejende uddannelsesinstitutioner var det ene eller det andet. Imidlertid er dette problem nu løst med tilstrækkeligt præcise definitioner.

En skraldenøgleklausul indgår også i den kommende TiSA-aftale og er her blevet udsat for lignende kritik.

Billede: Sunfrog1, https://www.flickr.com/photos/sunfrog1/307110936/ via VisualHunt, https://visualhunt.com/

Forhandlerne lægger op til at etablere et reguleringsråd, der skal koordinere fremtidig lovgivning om regulering i USA og EU på de områder, der bliver dækket af TTIP. Kritikere mener, at det vil give virksomheder øgede muligheder for at lave lobbyarbejde i det skjulte og herved påvirke de fremtidige beslutningsprocesser. Samt at USA eller EU gensidigt vil kunne blokere for fremskridt på bestemte områder, når først rådet er etableret.

Ikke desto mindre vil et reguleringsråd ikke have nogen magt til at overtrumfe den lovgivning, som den amerikanske kongres eller Europa-Parlamentet i sidste ende skal sige god for, hvis den skal realiseres.

Billede: Public Domain via Pixabay, https://pixabay.com/

USA og EU har veletablerede stater og retssystemer, som sagtens kan håndtere konflikter mellem investorer og stater, uden at ISDS er nødvendigt.
(Ikke desto mindre har amerikanske tilhængere af ISDS hævdet, at de øst- eller sydeuropæiske retssystemer ikke er gode nok.)

Amerikanske og europæiske virksomheder har i forvejen mange investeringer på den anden side af Atlanten, uden at det har været nødvendigt at tilbyde dem en særlig ISDS-beskyttelse. Faktisk er mængden af udenlandske investeringer mellem EU og USA større end noget andet sted i verden.

Virksomheder i et land risikerer at blive stillet ringere end udenlandske konkurrenter, hvis disse får en ret til at sagsøge stater, som de hjemlige virksomheder ikke har.

Jo mere udbredt ISDS bliver, jo større er risikoen for, at demokratisk valgte regeringer bliver truet med sagsanlæg fra udenlandske virksomheder, hvis regeringerne indfører eller forbedrer miljøkrav, eller forbruger- og arbejdsmiljøbeskyttelse. Alene risikoen for sagsanlæg kan hæmme den politiske vilje til at forbedre forholdene. Det samme gælder sager, som endnu ikke er afgjort eller forlig bag lukkede døre.

Det pragmatiske argument: Ved at udelade ISDS bliver det lettere at få flertal for TTIP i Europa-Parlamentet. Den oprindelige udgave af ISDS ville have risikeret at føre til så stor modstand i Europa-Parlamentets socialdemokratiske gruppe, at den færdige udgave af TTIP ville blive stemt ned. Det er stadig et åbent spørgsmål, om Kommissionens nye forslag er nok til at sikre opbakning om ISDS i den socialdemokratiske gruppe og om forslaget kan accepteres af USA.

Billede: Public Domain via Pixabay, https://pixabay.com/

Disse negative historier om afsluttede og igangværende ISDS-sager fylder meget i debatten om ISDS:

- En canadisk virksomhed har tvunget El Salvador til at give tilladelse til at at anlægge en vandforurenende guldmine. (Afsluttet)

- En forsyningsvirksomhed har tvunget Argentina til at betale erstatning for at indføre et prisloft på el og vand. (Afsluttet)
 
- Vattenfall har anlagt sag mod Tyskland som følge af den tyske udfasning af atomkraft. (Igangværende)

- Philip Morris har anlagt sag mod Australien, som har forbudt branding via cigaretpakker. Tilsvarende sager er anlagt mod Norge og Uruguay. (Igangværende)

- Eli Lilly har anlagt sag mod Canada for at underkende to patenter på medicin, som ikke havde de gavnlige effekter, der blev påstået. (Igangværende)

- En canadisk virksomhed har brugt et amerikansk datterselskab til at sagsøge Canada for at have indført et midlertidigt stop for fracking. (Igangværende)

- En fransk virksomhed har (muligvis) sagsøgt Ægypten for at have hævet landets minimumsløn. (Igangværende)

At en virksomhed har anlagt sag, betyder ikke, at den automatisk har vundet, men dog at virksomheden vurderer, at der kan være en chance for at vinde den.

Ulemperne ved ISDS kommer ofte ud af proportioner i den offentlige debat. De eksisterende ISDS-ordninger har ført til en række problematiske sager og afgørelser, men har hverken undergravet velfærdsstaterne i EU eller beskyttelsesniveauet i Det Indre Marked. Omvendt er det uvist, om der er nogen samfundsmæssige fordele ved at inkludere ISDS i TTIP i det hele taget – og om disse fordele i givet fald står mål med de mulige ulemper.

Billede: Public Domain via Pixabay, https://pixabay.com/