Europaforum
Fossilgas og frihedsenergi
Ruslands krig i Ukraine raser stadig. Hvad betyder det for de europæiske energisystemer og den grønne omstilling? Europaforum har interviewet MEP Niels Fuglsang et godt stykke fra fronten – på det hyggelige Galleri Nick Gade i Mariager.
Helle Nielsen er interviewer.
Niels: Mit navn er Niels Fuglsang og jeg er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet. Jeg arbejder især med klima- og energipolitik. Jeg er ordfører og chefforhandler på den lov, der handler om energieffektivitet, altså hvor meget vi skal spare på energien i EU. Det er vigtigt i forhold til klimaet, at vi får brugt energien mere effektivt – men det er også vigtigt i forhold til Putin at blive uafhængig af hans sorte olie og gas. Så jeg er glad for, at jeg har fået en central rolle, og det er noget jeg arbejder om dagen og det meste af natten på.
Helle: Jeg håber, at du får sovet lidt også!
Helle: Hvad var det første, du tænkte, da du hørte, at Rusland invaderede Ukraine?
Niels: På det tidspunkt besøgte jeg en ven i det franske økonomiministerium som led i mit arbejde. Jeg tænkte, at det var forfærdeligt og ekstremt alvorligt – og jeg tænkte, at verden virkelig har ændret sig efter den 24. februar. Jeg havde ikke forventet – og det tror jeg, at få havde – at Putin rent faktisk ville gøre alvor af sine trusler om at invadere Ukraine. Men det gjorde han. Og så tænkte jeg: "Er det tredje verdenskrig, der starter her?". Egentlig tror jeg, at det er ligesom ved chokket den 11. september. Mange af os kan huske, hvor vi var, og hvad vi lavede, da vi hørte om det. Det tror jeg også, mange af os vil kunne med den 24. februar.
Helle: Ja, bestemt.
Helle: Hvordan har Ukraine-krigen påvirket debatten om og holdningerne til energipolitik i Europa-Parlamentet?
Niels: Det har påvirket holdningerne i flere forskellige retninger. Der er kommet et mere grønt fokus, da de fleste godt kan se, at vi skal af med Putins gas. Og for at komme af med Putins gas, er det godt at få mere vedvarende energi. Tysklands finansminister (Christian Lindner fra FDP, red.), som ellers ikke er kendt for at være den grønneste politiker, sagde, at "vedvarende energi er frihedsenergi". Fordi det gør os uafhængige af at importere sort energi fra Rusland og andre lande, også mellemøstlige lande, som heller ikke lever op til demokratiske standarder. Ingen af dem vil vi jo være afhængige af – det tror jeg, at stort set alle er enige om.
Men nogle siger, at så må vi i stedet have mere kulenergi og flere kulkraftværker, for det er det eneste alternativ, hvis man spørger f.eks. ovre i Polen og hos dets regeringsparti. Heldigvis tror jeg ikke, der er flertal for at gå en sort vej ud af det her. Tværtimod kan vi indtil videre se, at de grønne ambitioner er blevet skruet opad. Jeg kan også se på den lov, jeg selv forhandler – energieffektivitetsloven – at de forskellige politiske grupper i Europa-Parlamentet har hævet deres ambitionsniveau.
Helle: Faktisk har flere aktører arbejdet på at gøre sig uafhængige af russisk gas, allerede inden krigen. Og der er din vurdering, at tempoet er blevet skruet op?
Niels: Ja, det mener jeg helt sikkert. Jeg synes, at EU har ført en elendig energipolitik, når det kommer til afhængighedsforholdet til Rusland. Vi kunne jo godt have regnet ud, at Putin var en mand, man ikke skulle gøre sig afhængig af. Det burde vi have set allerede i 2008, dengang han angreb Georgien, eller i 2014, da han annekterede Krim-halvøen. Eller dengang han lavede cyberangreb mod os, eller dengang han spredte fake news for at påvirke vores valghandlinger. Men i årene siden 2014 er importen af gas fra Rusland til EU tværtimod gået op. Især Tyskland sagde "vi vil have gasledninger alligevel". Og der må man sige, at det er et spektakulært fejltrin, at vi har været så sløve til at handle. Faktisk har Biden – og også Trump – og Obama – altid advaret mod Northstream-ledningen. Fordi USA godt kunne se problemet. De har haft øjet på bolden i denne situation, og vil også gerne gøre, hvad de kan for at hjælpe os. Og det, der skete den 24. februar, har været en gamechanger, så bedre sent end aldrig. Det er jo det positive ved denne historie.
Helle: Jeg er helt enig med dig. Alarmklokkerne burde have ringet noget før.
(Vores podcast Vindmåleren har i øvrigt udgivet en episode om Northstream med Trine Berling fra DIIS. Her får du en god indsigt i problematikken, red.)
Helle: Men der er jo også andre lande udenfor EU, som kunne være store aftagere af Putins gas...
Niels: Rusland er dybt afhængige af sit energisalg, så vores sanktioner er et stort slag for dem. De kan så sælge især olie til andre lande, men gas er sværere for dem, da det kører gennem gasrør. Og rørene går gennem Europa. Så hvis de vil til at sælge til andre lande, skal de først bygge et helt nyt rørsystem til Kina. Det er ikke så ligetil.
Helle: Ukraine-krigen kan vel også have en negativ betydning for klimapolitikken i EU? Der er stort fokus på at indvinde mere fossil energi i form af ikke-russisk gas og kul.
Niels: På kort sigt kan vi nok ikke undgå, at der kommer mere sort energi, fordi vi står i så alvorlig en situation frem mod vinteren, hvor vi sandsynligvis ikke vil have nok gas. Så kan vi rationere og sige, at nogle grupper skal have adgang til gas, vigtigst af alt de mennesker, der bruger gas til at varme deres huse op. Vi kan ikke lade dem fryse, selvfølgelig. Men så er der nogle virksomheder, der ikke får adgang til gas, og for at lette økonomien, så det ikke går fuldstændig rabundus med konkurser og arbejdsløshed, så vil man jo i nogle lande bruge noget mere kul. Men kul forurener mere CO2-mæssigt end gas gør. Samtidig forhandler Tyskland gasaftaler med Qatar (som afholder VM i fodbold) og som jo er et virkelig slemt land, da deres holdning til menneskerettigheder og demokrati er ikke-eksisterende. Begge dele er meget bekymrende.
Vi skal sikre, at det kun bliver på et absolut meget kort sigt, at sort energi erstatter Putins gas. Det må ikke blive på langt sigt og det må heller ikke blive på mellemlangt sigt, da vi kun har meget kort tid til at rette op på vores udledning af CO2. Jeg mener, at det er den alvorligste situation, vi står over for som civilisation. Her til sommer har vi hørt om – og mærket – den hedebølge, der har været, og hvordan Europas floder – Loire-floden i Frankrig, Po-floden i Italien – og mange andre – simpelthen er forsvundet eller tørret ud, delvist eller helt. Der kan vi jo mærke, at klimaforandringerne ikke bare er noget, som måske kommer i fremtiden. Det er noget, som er her nu.
Vi ved fra FN's klimapanel, at vi har meget få år til at reducere CO2-udledningen. Hvis vi fortsætter bare lidt endnu, vil den globale temperatur stige til et niveau, hvor nogle selvforstærkende effekter sætter i gang, bl.a. at isen smelter i Arktis. Når der ikke er is til at reflektere Solens stråler ud i atmosfæren igen men bare sort vand, så optager vi mere af den energi, der kommer fra strålerne. Så bliver det endnu varmere og så smelter endnu mere is. Så optager vi endnu mere varme og så bliver det selvforstærkende, så vi ikke kan kontrollere det længere.
Helle: Kan det ikke være svært at holde et lige stort fokus på grøn energi og uafhængighed af Rusland?
Niels: Jo, på kort sigt, men min opfattelse er, at det grundlæggende svar er grønt. Det er energibesparelser og det er vedvarende energi. De andre ting, altså kulkraftværker og import af gas fra Qatar, det er kun nogle meget midlertidige beslutninger. Når man kigger på, hvordan EU-systemet har reageret, altså kommissionen og parlamentet, de ledende stemmer, så er der en enighed om, at det skal være grønt. Og i den lovgivning vi laver nu, om energieffektivitet og vedvarende energi, kommer vi til at stille nogle meget høje krav til, hvordan vi skal indrette tingene.
Helle: Er det over hele banen, der er enighed? Eller er der forskelle mellem f.eks. Tyskland og Italien og Polen, når det kommer til klimapolitikken?
Niels: Helt sikkert. Jeg har selv diskuteret det med kolleger fra det polske lov- og retfærdighedsparti (PIS på polsk) og de ser anderledes på det, da de går ind for mere kulkraft. Men jeg tror ikke, de har flertal, og det vil vi også se i den kommende måned, hvor vi banker søm i, i forhold til lovgivningen. Vi stiller nogle høje lovkrav, nogle juridisk bindende krav til, hvad alle EU-lande skal gøre, også Polen.
Helle: Hvordan har du som MEP'er set på interdependens før og efter Ruslands invasion af Ukraine? Altså ideen om, at vi kan forebygge krig og internationale spændinger ved at styrke international handel og gensidig økonomisk afhængighed.
Niels: Det er jo egentlig den ide, EU er bygget på. Vi har ikke haft krig mellem EU-landene i 70 år, mens EU har eksisteret. Så jeg vil sige, at ideen jo stadigvæk lever, men vi må også erkende, at ideen om fred via handel ikke er en løsning, der altid virker – eller en ide, der gør sig gældende i forhold til Rusland. Vi har jo handlet med Rusland i dén grad, importeret energi og gjort os afhængige af dem. Ideen er, at hvis du har to lande, der handler med hinanden, så er de økonomisk afhængige af hinanden. Der er danske virksomheder, der har fabrikker i Rusland; der er russiske virksomheder, der har fabrikker i Danmark og i Europa – så hvis vi går i krig med hinanden, så bomber vi vores egne fabrikker. Det har man ikke lyst til, så derfor synes jeg, at det giver god mening at sige, at hvis man er økonomisk afhængig af hinanden, så går man ikke så nemt i krig.
Men det har Putin så været rimelig ligeglad med. Rusland kommer jo til at lide kæmpe økonomiske tab og det gør vi også, men det har ikke forhindret krigen. Så teorien har lidt skibbrud i forhold til Rusland, og vi bliver nødt til at revidere vores forståelse af fred og krig i forhold til handel. Det er godt at handle sammen, men vi bør ikke gøre os helt afhængige af andre lande, for handel garanterer ikke altid fred og hvis krigen kommer, er det tough luck for os, hvis vi er afhængige af Rusland. Jeg skal ikke male Fanden på væggen, men det er jo en hård økonomisk situation vi står i.
Helle: Kan man også sige, at man som stor virksomhed ikke burde have lagt sine fabrikker i Rusland?
Niels: Det er et godt og faktisk ret svært spørgsmål. For jeg vil ikke sige, at det var forkert at have et handelssamarbejde med Rusland. Jeg synes, at det var forkert at gøre sig afhængig af Rusland på noget så vigtigt som energi og en række metaller og råmaterialer. Men jeg synes ikke, at det som sådan er forkert at handle – det er det nu, fordi der er krig, men det var det ikke nødvendigvis før.
Jeg vil dog sige, at efter at Putin begyndte at angribe sine nabolande, altså allerede i 2008, burde vi fra politisk side have handlet mere stringent. Jeg vil ikke bebrejde de virksomheder, der har set et marked i Rusland, og sige, at selvom vi ikke har sanktioner, må I ikke handle alligevel. Ansvaret må ligge hos politikerne. Hvis vi mener, at det Rusland gør, er forkert og ude på et farligt spor, så må politikerne træde i karakter. Vi har jo også lavet nogle sanktioner efter Krim, men de har ikke været vidtgående nok.
Helle: Men virksomheder har vel også kunnet fortsætte med at handle med Rusland, uden at de behøvede at have deres fabrikker der?
Niels: Det kunne man nok i nogle tilfælde, men hvis vi tager et tilfælde som IKEA, er det svært for dem at være til stede i Rusland uden samtidig at have sine butikker der og nok også en del af deres produktion.
Helle: Men en virksomhed som Rockwool kunne vel godt have deres fabrikker et andet sted og så nøjes med at eksportere til Rusland?
Niels: Det kan være, at de kunne det. Igen synes jeg, at det bør være politikerne, der laver sanktioner, hvis der skal være en sanktion.
Helle: Findes der MEP'er, der mener, at vi burde blande os udenom Ukraine-krigen af hensyn til importen af russisk olie og gas?
Niels: Det er et godt spørgsmål. De er i hvert fald ikke mange. I Europa-Parlamentet er der jo 705 medlemmer, og der er rigtig mange forskellige mennesker – også nogle, som i hvert fald jeg mener, er ret ekstreme typer, som mener nogle vilde ting. Men det store flertal i parlamentet og den europæiske offentlighed synes ikke, man bare skal fortsætte med at handle med Rusland.
Helle: Den pro-russiske holdning er måske ikke noget, man snakker højt om?
Niels: Det er jo ikke noget populært synspunkt, men nogle gange henvender politikere sig til nichegrupper. Der er også nogle østeuropæiske lande, hvor der er store russiske mindretal. Uden sammenligning i øvrigt tror jeg også, at Nye Borgerlige i Danmark kan være ligeglade med, at 80-90 % af befolkningen ikke støtter dem, hvis blot de kan få opbakning fra de 10 %.
Helle: Findes der MEP'er, der kan finde på at bruge Ukraine-krigen og det nye fokus på ikke-russisk olie og kul til at svække klimaindsatsen?
Niels: Det tror jeg desværre der er. Min kollega fra Polen sagde, at dem, der er imod kul, er imod menneskeliv. Alternativet for hende er gas fra Putin og så støtter man Putins krig, som slår mennesker ihjel. Det er nonsens at stille det op sådan, synes jeg, for alternativet er jo ikke kul, alternativet er grøn energi.
Omstillingen er også noget, der gør os mere konkurrencedygtige i Europa – fordi hele verden skal lave den her omstilling. Når vi går forrest og siger, at vi kan levere løsningerne, får vi også nogle virksomheder, der kan levere til resten af verden. Det skaber jobs og økonomi. Så på alle måde er det win-win.
Helle: Hvis vi kigger på de danske MEP'ere, er der så nogen forskelle mellem dem, når det handler om energipolitik og den nye situation?
Niels: Nu skal jeg jo tale pænt om mine kollegaer, men for mig at se er der forskel på venstre- og højrefløjen – Socialdemokraterne og de Konservative. Min gode kollega, Pernille Weiss, som jeg forhandler nogle af de her ting med, og er et sympatisk menneske, de konservative har på de her spørgsmål en linje, hvor jeg ikke synes, de er ambitiøse nok. Deres målsætninger og hvad de vil skrive ind i lovgivningen, er sådan noget, hvor man ikke skal genere erhvervslivet for meget. Selv vil jeg gerne have nogle meget høje krav til erhvervslivet og tror også, at det vil hjælpe erhvervslivet selv, for det er det, vi skal konkurrere på fremover. Så der er forskelle på, hvor vi står. Det kan du også se på, hvordan vi stemmer. De konservative stemte imod, at vi skulle udfase benzinbiler fra 2035, og det synes jeg er forkert. Vi skal have benzinbilerne ud indenfor en kort årrække, for ellers kan vi ikke nå at levere på Paris-aftalen.
Helle: Får Ukraine-krigen nogen betydning for energiunionen, der blev lanceret for nogle år siden?
Niels: Jeg tror, at den kommer til at sætte fart på energiunionen. Pointen med den er, at når vi producerer energi i Danmark, f.eks. fra vindmøller, skal der være et godt ledningsnet til Tyskland, til Sverige, til alle vores nabolande, så vi kan sælge vores energi og også kan importere energi fra de andre lande. Og det er helt nødvendigt, når vi har vedvarende energi. Vedvarende energi er ikke stabilt, forstået på den måde, at vindmøller i Danmark, som vi får endnu flere af med vores energiøer, kommer til at producere meget mere strøm, når det blæser, end det vi bruger i Danmark. Der er så andre lande med vandkraft, som kan importere fra os, når de ikke har så meget vand. Atter andre lande har en masse solenergi, og når Solen skinner, får de mere energi, end de bruger, men når Solen ikke skinner, skal de måske have noget fra os. Og så videre. Så handel med energi på tværs af lande bliver mere og mere vigtigt. En af de store udfordringer vi har med energiunionen, er, at vi har en flaskehals mellem Nord- og Sydtyskland, hvor ledningsnettet ikke er stærkt nok. Vi kan ikke sende strøm ned igennem Europa, og det skal der rettes op på.
Helle: Hvad er en realistisk tidshorisont?
Niels: Europa-Kommissionen har jo sagt, at i 2027 skal vi være helt uafhængige af Rusland energimæssigt. Og det er parlamentet enigt i. Så det må jo være der, at vi skal have en tilstrækkelig stærk energiunion til, at vi kan have så meget vedvarende energi, at vi kan klare os selv.
Helle: Hvordan kommer fremtidens mix af energikilder til at se ud i forskellige dele af EU?
Niels: Det er et godt og stort spørgsmål, for som du også lægger op til i spørgsmålet, varierer det, hvor man er i Europa. Der vil være nogle lande, der har meget solenergi, f.eks. i Sydeuropa. Nogle lande som Danmark har meget vind. Så er der andre lande, hvor man har atomkraft, f.eks. Frankrig. Jeg tror, at man overordnet kan sige, at vi får meget mere el. En meget stor del af vores energimix bliver elektricitet, f.eks. i transporten, hvor vi får elbiler i stedet for diesel og benzin. En stor del af vores varmesystem skal også køre på el i form af varmepumper.
Og så skal vi have brint i vores system. Der er nogle steder, hvor vi ikke kan bruge el med den nuværende teknologi. Hvis vi skulle have batterifly, ville batteriet være på størrelse med hele flyet, så det kan man ikke, i hvert fald ikke indenfor en overskuelig fremtid. Så der skal man have brint og det laver man gennem elektrolyse via el fra f.eks. en vindmølle. El kan du lagre på forskellige måder med batterier, men du kan også lagre det ved at lave brint. Og den brint kan du så blande med CO2 eller kvælstof, som gør at du kan lave flydende "benzin" – men altså her grøn "benzin", fordi brinten fremstilles med vind og sol. Både i kommissionen og parlamentet er der bred enighed om, at vi skal satse på brint. Der er flere projekter i Danmark, hvor vi virkelig forsøger at udvikle det, man kalder power-to-X, altså hvor man laver elektricitet om til gas og flydende brændstof.
Helle: Nogle vil indvende, at vindmøllerne fylder meget, og at de giver os mere affald, der skal håndteres...
Niels: Jeg tror, at der kommer meget mere vind. Danmark og også mange andre lande udbygger vindkapaciteten. Vi havde et møde i Esbjerg med Mette Frederiksen, Olaf Scholz fra Tyskland, Mark Rutte fra Holland og jeg mener også, den belgiske statsminister var med. De her lande gik sammen om at sige, at ud for Esbjerg vil vi opsætte kæmpestore vindmøller i en meget stor skala og forbinde elnettene, så vi allesammen kan få gavn af dem. Så er der nogle affaldsproblemer med vindmøller, som vi skal håndtere, og vi skal være bedre til at genbruge dem. Men det, som der helt sikkert vil blive brugt mindre af, er jo de fossile energier. Olie, kul og gas skal vi helt af med – det er en bunden opgave. Det er målet med hele den her omstilling.
Helle: Hvad med vindmøllernes placering?
Niels: Det er et problem, som ikke er så let at løse, når de stilles op på land og der opstår NIMBY – Not In My Back Yard. Og der er jo nogle helt legitime indvendinger, synes jeg. Men energiøerne er en smart måde at sætte møllerne op på, da det er ude på havet, hvor de ikke generer så mange mennesker.
Helle: Og hvor der også er mere vind...
Niels: Ingen tvivl om det. Så er der nogle udfordringer med, at det stadig er billigere at lave landmøller, for når de står på havet, skal du have ledninger til at føre strømmen i land. Det er mere omkostningsfuldt, men det er stadig en meget væsentlig del af svaret.
Helle: Pladsmangel på land gør det vel også nødvendigt at sætte møllerne op på havet?
Niels: Ja – men der er jo så nogle lande som Sverige, hvor der er mere plads end i Danmark, og hvor der godt kan stilles flere møller op på land. Men energibesparelser er også vigtigt. Nogle siger, at det er lige meget at spare på energien, hvis den alligevel er grøn. Men vi kan jo ikke bare stille vindmøller op overalt, så jo mere vi kan spare på energien, jo færre vindmøller behøver vi at have i vores landskaber.
Helle: Du nævnte også tidligere det nye fokus på energibesparelser...
Niels: De er helt afgørende! Også på kort sigt: Det Internationale Energiagentur og Europa-Kommissionen er kommet med en god anbefaling til, hvad vi kan gøre på den korte bane. Det handler om at tage nogle kortere bade. Når det bliver lidt koldere til efteråret, handler det om, at man ikke behøver at skrue helt op for termostaten. Man behøver heller ikke at køre så hurtigt, hvis man kan undgå det – så sparer man benzin. Og så videre.
På lidt længere sigt – det er det, jeg selv lovgiver om – handler det om, at vi skal isolere vores bygninger og døre, så vi ikke bruger så meget energi på at varme dem op. Det handler om, at vi skal have mere fjernvarme og varmepumper i stedet for gasfyr. Og så handler det om, at vi skal tilkoble f.eks. datacentre til varmenettet, når Apple laver et datacenter i Viborg. For så kan vi bruge den overskudsvarme, der bliver skabt i et sådant datacenter – det er rigtig, rigtig meget – i stedet for, at det skal fyre for gråspurvene.
Helle: Skal man gøre noget mere for at hjælpe befolkningen, f.eks. ved at give tilskud eller fradrag til at købe en elbil?
Niels: Det kunne man godt. Man skal også sørge for ladestandere, så det er nemt at få ladet sin bil. Det er afgørende for, at folk køber elbiler. Det er også noget af det, vi lovgiver om i EU, altså hvor mange ladestandere landene skal sætte op. For når man har en bil, vil man også gerne kunne køre på ferie i andre lande, og hvis de så ikke har ladestandere, har vi et problem. Vi er i gang med at lovgive om det, så det går fremad. Men de politiske flertal – både i EU og i medlemslandene – skulle have gjort mere tidligere.
Helle: Hvis vi går tilbage til Ukraine-krigen: Har den haft nogen betydning for vedtagelsen af den grønne taksonomi?
Niels: Det burde den have haft, men det har den faktisk ikke. Den grønne taksonomi handler jo om, hvad der ifølge EU skal kunne tælle som grøn energi. Vi har særligt taget stilling til spørgsmålet om atomkraft og naturgas. Når jeg siger, at krigen ikke har haft nogen indflydelse på taksonomien, er det fordi et flertal har vedtaget, at naturgas kan tælle som grøn energi. Selv stemte jeg imod. Jeg synes, at det er skørt, vanvittigt, at kalde naturgas grøn energi, af mange grunde. Først og fremmest fordi det ikke er grøn energi, det er ikke bæredygtig energi, når det er fossil energi, så hvis man kalder fossil energi for bæredygtig energi, bliver begrebet meningsløst. Og med Ukraine-krigen er det blevet endnu mere vigtigt at komme af med gas. Der er mange pensionskasser, der gerne vil investere grønt, og mange af dem vil kigge på EU's regler og sige "hvad kan vi investere i" og sige: "gas kan vi investere i, for det kalder EU for grønt". Det vil så – tror og frygter jeg – give flere investeringer i gaskraftværker, og det er jo den modsatte vej vi skal.
Helle: Så det giver ikke megen mening for klimaperspektivet, hvis vi importerer gas?
Niels: Nej, det synes jeg virkelig ikke. Det giver heller ikke mening i forhold til, at vi gerne vil være uafhængige af gas. Hvis man så siger "jamen, vil skal have mere gas, vi skal bare ikke have russisk gas", hvor skal den gas så komme fra? Er det så Qatar eller andre lande i Mellemøsten? Vi skal være uafhængige af Rusland, men det er jo ikke meget bedre at gøre os afhængige af andre lande, som på alle måder forbryder sig mod menneskerettighederne. Jeg kan ikke se ideen i det overhovedet.
Helle: Nogle vil så sige, at Norge har masser af energi – også grøn energi – og at vi i stedet kan få den manglende energiforsyning fra Norge...
Niels: Det gør vi også. Vi aftager al den energi fra Norge vi kan, men de kan ikke udfylde Ruslands rolle – så meget energi har de heller ikke – og på bare lidt længere sigt skal vi som sagt helt af med den fossile energi. På samme måde med USA, som også kan levere noget; der er nogle lande, som er mere demokratisk sindede, og kan hjælpe os et stykke ad vejen, men jo ikke hele vejen.
Helle: Har krigen fået betydning for energiforskningen i EU?
Niels: Som du sikkert ved, har EU en tendens til at arbejde lidt langsomt. Men sagt med et glimt i øjet er der også en grund til det – der er mange, der skal blive enige – og vi har jo en lovgivning, der hedder Horizon, som er EU's forskningsindsats. Energiforskningen har ikke ændret sig endnu, men i de senere år er den gået i retning af at forske i grøn energi og især grøn brint, og at gøre det billigere. Endnu flere penge vil gå den vej i fremtiden.
Helle: Hvis vi prøver at tage krystalkuglen frem...
Niels: Jeg elsker krystalkugler!
Helle: ...hvor står vi så om 10 år i forhold til klimaindsatsen og de europæiske energisystemer og Rusland og i forhold til Ukraines fortsatte eksistens?
Niels: Det bliver lidt en blanding af håb og tro, men vi bliver 100 % uafhængige af Rusland, hvad angår energi – det har vi en plan om at nå i 2027, og det tror jeg også, er muligt. På den måde kan vi sikre, at vi ikke støtter Putin og hans krig. Det kræver, at vi virkelig får udbygget den vedvarende energi og at vi bliver mere energieffektive, men det er teknisk muligt og der er folkelig opbakning til det.
Forholdet mellem EU og Rusland er så alvorligt, at det vil tage mange år at rette op på det tillidsbrud, der er sket. Så vi får en eller anden form for ny kold krig, hvor vi har cuttet samarbejdet på en lang række punkter. For at det kan ændre sig, kræver det, at Rusland stopper sin krig og accepterer, at Ukraine ikke er et land, man bare kan invadere. Det bliver vi nødt til at stå fast på, for det er nogle meget grundlæggende principper. Men jeg ser optimistisk på fremtiden, særligt på energispørgsmålet, som er helt centralt for EU.
Helle: Hvor stor betydning får klima- og energipolitikken ved næste parlamentsvalg i 2024?
Niels: Jeg tror og håber, at det får en afgørende betydning. Jeg mener, at det er det vigtigste emne overhovedet for vores samfund. Det lyder måske voldsomt, men hvis vi ikke løser de her problemer, så er vi der, hvor samfundet vælter. Da jeg blev valgt i 2019, da var det vores første klimavalg. Klimaet fyldte rigtig, rigtig meget, og de politikere, der blev valgt, var nødt til at forholde sig til det. Bagefter talte Pia Kjærsgaard om klimatosser og at det var ærgerligt, at der var så mange af dem. Men flere klimatosser, siger jeg. Jeg vil gerne have, at emnet kommer så højt på dagsordenen som muligt.
Helle: Så det kommer også til at fylde mere på tværs af EU og ikke kun i Danmark?
Niels: Det tror jeg helt sikkert.
Interviewet er foretaget under Political Festival of Europe i Mariager, fredag den 26. august 2022. Du kan se mere om Niels Fuglsang her: https://www.europarl.europa.eu/meps/en/101585/NIELS_FUGLSANG/home
Helle Nielsen er interviewer.
Niels: Mit navn er Niels Fuglsang og jeg er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet. Jeg arbejder især med klima- og energipolitik. Jeg er ordfører og chefforhandler på den lov, der handler om energieffektivitet, altså hvor meget vi skal spare på energien i EU. Det er vigtigt i forhold til klimaet, at vi får brugt energien mere effektivt – men det er også vigtigt i forhold til Putin at blive uafhængig af hans sorte olie og gas. Så jeg er glad for, at jeg har fået en central rolle, og det er noget jeg arbejder om dagen og det meste af natten på.
Helle: Jeg håber, at du får sovet lidt også!
Helle: Hvad var det første, du tænkte, da du hørte, at Rusland invaderede Ukraine?
Niels: På det tidspunkt besøgte jeg en ven i det franske økonomiministerium som led i mit arbejde. Jeg tænkte, at det var forfærdeligt og ekstremt alvorligt – og jeg tænkte, at verden virkelig har ændret sig efter den 24. februar. Jeg havde ikke forventet – og det tror jeg, at få havde – at Putin rent faktisk ville gøre alvor af sine trusler om at invadere Ukraine. Men det gjorde han. Og så tænkte jeg: "Er det tredje verdenskrig, der starter her?". Egentlig tror jeg, at det er ligesom ved chokket den 11. september. Mange af os kan huske, hvor vi var, og hvad vi lavede, da vi hørte om det. Det tror jeg også, mange af os vil kunne med den 24. februar.
Helle: Ja, bestemt.
Helle: Hvordan har Ukraine-krigen påvirket debatten om og holdningerne til energipolitik i Europa-Parlamentet?
Niels: Det har påvirket holdningerne i flere forskellige retninger. Der er kommet et mere grønt fokus, da de fleste godt kan se, at vi skal af med Putins gas. Og for at komme af med Putins gas, er det godt at få mere vedvarende energi. Tysklands finansminister (Christian Lindner fra FDP, red.), som ellers ikke er kendt for at være den grønneste politiker, sagde, at "vedvarende energi er frihedsenergi". Fordi det gør os uafhængige af at importere sort energi fra Rusland og andre lande, også mellemøstlige lande, som heller ikke lever op til demokratiske standarder. Ingen af dem vil vi jo være afhængige af – det tror jeg, at stort set alle er enige om.
Men nogle siger, at så må vi i stedet have mere kulenergi og flere kulkraftværker, for det er det eneste alternativ, hvis man spørger f.eks. ovre i Polen og hos dets regeringsparti. Heldigvis tror jeg ikke, der er flertal for at gå en sort vej ud af det her. Tværtimod kan vi indtil videre se, at de grønne ambitioner er blevet skruet opad. Jeg kan også se på den lov, jeg selv forhandler – energieffektivitetsloven – at de forskellige politiske grupper i Europa-Parlamentet har hævet deres ambitionsniveau.
Helle: Faktisk har flere aktører arbejdet på at gøre sig uafhængige af russisk gas, allerede inden krigen. Og der er din vurdering, at tempoet er blevet skruet op?
Niels: Ja, det mener jeg helt sikkert. Jeg synes, at EU har ført en elendig energipolitik, når det kommer til afhængighedsforholdet til Rusland. Vi kunne jo godt have regnet ud, at Putin var en mand, man ikke skulle gøre sig afhængig af. Det burde vi have set allerede i 2008, dengang han angreb Georgien, eller i 2014, da han annekterede Krim-halvøen. Eller dengang han lavede cyberangreb mod os, eller dengang han spredte fake news for at påvirke vores valghandlinger. Men i årene siden 2014 er importen af gas fra Rusland til EU tværtimod gået op. Især Tyskland sagde "vi vil have gasledninger alligevel". Og der må man sige, at det er et spektakulært fejltrin, at vi har været så sløve til at handle. Faktisk har Biden – og også Trump – og Obama – altid advaret mod Northstream-ledningen. Fordi USA godt kunne se problemet. De har haft øjet på bolden i denne situation, og vil også gerne gøre, hvad de kan for at hjælpe os. Og det, der skete den 24. februar, har været en gamechanger, så bedre sent end aldrig. Det er jo det positive ved denne historie.
Helle: Jeg er helt enig med dig. Alarmklokkerne burde have ringet noget før.
(Vores podcast Vindmåleren har i øvrigt udgivet en episode om Northstream med Trine Berling fra DIIS. Her får du en god indsigt i problematikken, red.)
Helle: Men der er jo også andre lande udenfor EU, som kunne være store aftagere af Putins gas...
Niels: Rusland er dybt afhængige af sit energisalg, så vores sanktioner er et stort slag for dem. De kan så sælge især olie til andre lande, men gas er sværere for dem, da det kører gennem gasrør. Og rørene går gennem Europa. Så hvis de vil til at sælge til andre lande, skal de først bygge et helt nyt rørsystem til Kina. Det er ikke så ligetil.
Helle: Ukraine-krigen kan vel også have en negativ betydning for klimapolitikken i EU? Der er stort fokus på at indvinde mere fossil energi i form af ikke-russisk gas og kul.
Niels: På kort sigt kan vi nok ikke undgå, at der kommer mere sort energi, fordi vi står i så alvorlig en situation frem mod vinteren, hvor vi sandsynligvis ikke vil have nok gas. Så kan vi rationere og sige, at nogle grupper skal have adgang til gas, vigtigst af alt de mennesker, der bruger gas til at varme deres huse op. Vi kan ikke lade dem fryse, selvfølgelig. Men så er der nogle virksomheder, der ikke får adgang til gas, og for at lette økonomien, så det ikke går fuldstændig rabundus med konkurser og arbejdsløshed, så vil man jo i nogle lande bruge noget mere kul. Men kul forurener mere CO2-mæssigt end gas gør. Samtidig forhandler Tyskland gasaftaler med Qatar (som afholder VM i fodbold) og som jo er et virkelig slemt land, da deres holdning til menneskerettigheder og demokrati er ikke-eksisterende. Begge dele er meget bekymrende.
Vi skal sikre, at det kun bliver på et absolut meget kort sigt, at sort energi erstatter Putins gas. Det må ikke blive på langt sigt og det må heller ikke blive på mellemlangt sigt, da vi kun har meget kort tid til at rette op på vores udledning af CO2. Jeg mener, at det er den alvorligste situation, vi står over for som civilisation. Her til sommer har vi hørt om – og mærket – den hedebølge, der har været, og hvordan Europas floder – Loire-floden i Frankrig, Po-floden i Italien – og mange andre – simpelthen er forsvundet eller tørret ud, delvist eller helt. Der kan vi jo mærke, at klimaforandringerne ikke bare er noget, som måske kommer i fremtiden. Det er noget, som er her nu.
Vi ved fra FN's klimapanel, at vi har meget få år til at reducere CO2-udledningen. Hvis vi fortsætter bare lidt endnu, vil den globale temperatur stige til et niveau, hvor nogle selvforstærkende effekter sætter i gang, bl.a. at isen smelter i Arktis. Når der ikke er is til at reflektere Solens stråler ud i atmosfæren igen men bare sort vand, så optager vi mere af den energi, der kommer fra strålerne. Så bliver det endnu varmere og så smelter endnu mere is. Så optager vi endnu mere varme og så bliver det selvforstærkende, så vi ikke kan kontrollere det længere.
Helle: Kan det ikke være svært at holde et lige stort fokus på grøn energi og uafhængighed af Rusland?
Niels: Jo, på kort sigt, men min opfattelse er, at det grundlæggende svar er grønt. Det er energibesparelser og det er vedvarende energi. De andre ting, altså kulkraftværker og import af gas fra Qatar, det er kun nogle meget midlertidige beslutninger. Når man kigger på, hvordan EU-systemet har reageret, altså kommissionen og parlamentet, de ledende stemmer, så er der en enighed om, at det skal være grønt. Og i den lovgivning vi laver nu, om energieffektivitet og vedvarende energi, kommer vi til at stille nogle meget høje krav til, hvordan vi skal indrette tingene.
Helle: Er det over hele banen, der er enighed? Eller er der forskelle mellem f.eks. Tyskland og Italien og Polen, når det kommer til klimapolitikken?
Niels: Helt sikkert. Jeg har selv diskuteret det med kolleger fra det polske lov- og retfærdighedsparti (PIS på polsk) og de ser anderledes på det, da de går ind for mere kulkraft. Men jeg tror ikke, de har flertal, og det vil vi også se i den kommende måned, hvor vi banker søm i, i forhold til lovgivningen. Vi stiller nogle høje lovkrav, nogle juridisk bindende krav til, hvad alle EU-lande skal gøre, også Polen.
Helle: Hvordan har du som MEP'er set på interdependens før og efter Ruslands invasion af Ukraine? Altså ideen om, at vi kan forebygge krig og internationale spændinger ved at styrke international handel og gensidig økonomisk afhængighed.
Niels: Det er jo egentlig den ide, EU er bygget på. Vi har ikke haft krig mellem EU-landene i 70 år, mens EU har eksisteret. Så jeg vil sige, at ideen jo stadigvæk lever, men vi må også erkende, at ideen om fred via handel ikke er en løsning, der altid virker – eller en ide, der gør sig gældende i forhold til Rusland. Vi har jo handlet med Rusland i dén grad, importeret energi og gjort os afhængige af dem. Ideen er, at hvis du har to lande, der handler med hinanden, så er de økonomisk afhængige af hinanden. Der er danske virksomheder, der har fabrikker i Rusland; der er russiske virksomheder, der har fabrikker i Danmark og i Europa – så hvis vi går i krig med hinanden, så bomber vi vores egne fabrikker. Det har man ikke lyst til, så derfor synes jeg, at det giver god mening at sige, at hvis man er økonomisk afhængig af hinanden, så går man ikke så nemt i krig.
Men det har Putin så været rimelig ligeglad med. Rusland kommer jo til at lide kæmpe økonomiske tab og det gør vi også, men det har ikke forhindret krigen. Så teorien har lidt skibbrud i forhold til Rusland, og vi bliver nødt til at revidere vores forståelse af fred og krig i forhold til handel. Det er godt at handle sammen, men vi bør ikke gøre os helt afhængige af andre lande, for handel garanterer ikke altid fred og hvis krigen kommer, er det tough luck for os, hvis vi er afhængige af Rusland. Jeg skal ikke male Fanden på væggen, men det er jo en hård økonomisk situation vi står i.
Helle: Kan man også sige, at man som stor virksomhed ikke burde have lagt sine fabrikker i Rusland?
Niels: Det er et godt og faktisk ret svært spørgsmål. For jeg vil ikke sige, at det var forkert at have et handelssamarbejde med Rusland. Jeg synes, at det var forkert at gøre sig afhængig af Rusland på noget så vigtigt som energi og en række metaller og råmaterialer. Men jeg synes ikke, at det som sådan er forkert at handle – det er det nu, fordi der er krig, men det var det ikke nødvendigvis før.
Jeg vil dog sige, at efter at Putin begyndte at angribe sine nabolande, altså allerede i 2008, burde vi fra politisk side have handlet mere stringent. Jeg vil ikke bebrejde de virksomheder, der har set et marked i Rusland, og sige, at selvom vi ikke har sanktioner, må I ikke handle alligevel. Ansvaret må ligge hos politikerne. Hvis vi mener, at det Rusland gør, er forkert og ude på et farligt spor, så må politikerne træde i karakter. Vi har jo også lavet nogle sanktioner efter Krim, men de har ikke været vidtgående nok.
Helle: Men virksomheder har vel også kunnet fortsætte med at handle med Rusland, uden at de behøvede at have deres fabrikker der?
Niels: Det kunne man nok i nogle tilfælde, men hvis vi tager et tilfælde som IKEA, er det svært for dem at være til stede i Rusland uden samtidig at have sine butikker der og nok også en del af deres produktion.
Helle: Men en virksomhed som Rockwool kunne vel godt have deres fabrikker et andet sted og så nøjes med at eksportere til Rusland?
Niels: Det kan være, at de kunne det. Igen synes jeg, at det bør være politikerne, der laver sanktioner, hvis der skal være en sanktion.
Helle: Findes der MEP'er, der mener, at vi burde blande os udenom Ukraine-krigen af hensyn til importen af russisk olie og gas?
Niels: Det er et godt spørgsmål. De er i hvert fald ikke mange. I Europa-Parlamentet er der jo 705 medlemmer, og der er rigtig mange forskellige mennesker – også nogle, som i hvert fald jeg mener, er ret ekstreme typer, som mener nogle vilde ting. Men det store flertal i parlamentet og den europæiske offentlighed synes ikke, man bare skal fortsætte med at handle med Rusland.
Helle: Den pro-russiske holdning er måske ikke noget, man snakker højt om?
Niels: Det er jo ikke noget populært synspunkt, men nogle gange henvender politikere sig til nichegrupper. Der er også nogle østeuropæiske lande, hvor der er store russiske mindretal. Uden sammenligning i øvrigt tror jeg også, at Nye Borgerlige i Danmark kan være ligeglade med, at 80-90 % af befolkningen ikke støtter dem, hvis blot de kan få opbakning fra de 10 %.
Helle: Findes der MEP'er, der kan finde på at bruge Ukraine-krigen og det nye fokus på ikke-russisk olie og kul til at svække klimaindsatsen?
Niels: Det tror jeg desværre der er. Min kollega fra Polen sagde, at dem, der er imod kul, er imod menneskeliv. Alternativet for hende er gas fra Putin og så støtter man Putins krig, som slår mennesker ihjel. Det er nonsens at stille det op sådan, synes jeg, for alternativet er jo ikke kul, alternativet er grøn energi.
Omstillingen er også noget, der gør os mere konkurrencedygtige i Europa – fordi hele verden skal lave den her omstilling. Når vi går forrest og siger, at vi kan levere løsningerne, får vi også nogle virksomheder, der kan levere til resten af verden. Det skaber jobs og økonomi. Så på alle måde er det win-win.
Helle: Hvis vi kigger på de danske MEP'ere, er der så nogen forskelle mellem dem, når det handler om energipolitik og den nye situation?
Niels: Nu skal jeg jo tale pænt om mine kollegaer, men for mig at se er der forskel på venstre- og højrefløjen – Socialdemokraterne og de Konservative. Min gode kollega, Pernille Weiss, som jeg forhandler nogle af de her ting med, og er et sympatisk menneske, de konservative har på de her spørgsmål en linje, hvor jeg ikke synes, de er ambitiøse nok. Deres målsætninger og hvad de vil skrive ind i lovgivningen, er sådan noget, hvor man ikke skal genere erhvervslivet for meget. Selv vil jeg gerne have nogle meget høje krav til erhvervslivet og tror også, at det vil hjælpe erhvervslivet selv, for det er det, vi skal konkurrere på fremover. Så der er forskelle på, hvor vi står. Det kan du også se på, hvordan vi stemmer. De konservative stemte imod, at vi skulle udfase benzinbiler fra 2035, og det synes jeg er forkert. Vi skal have benzinbilerne ud indenfor en kort årrække, for ellers kan vi ikke nå at levere på Paris-aftalen.
Helle: Får Ukraine-krigen nogen betydning for energiunionen, der blev lanceret for nogle år siden?
Niels: Jeg tror, at den kommer til at sætte fart på energiunionen. Pointen med den er, at når vi producerer energi i Danmark, f.eks. fra vindmøller, skal der være et godt ledningsnet til Tyskland, til Sverige, til alle vores nabolande, så vi kan sælge vores energi og også kan importere energi fra de andre lande. Og det er helt nødvendigt, når vi har vedvarende energi. Vedvarende energi er ikke stabilt, forstået på den måde, at vindmøller i Danmark, som vi får endnu flere af med vores energiøer, kommer til at producere meget mere strøm, når det blæser, end det vi bruger i Danmark. Der er så andre lande med vandkraft, som kan importere fra os, når de ikke har så meget vand. Atter andre lande har en masse solenergi, og når Solen skinner, får de mere energi, end de bruger, men når Solen ikke skinner, skal de måske have noget fra os. Og så videre. Så handel med energi på tværs af lande bliver mere og mere vigtigt. En af de store udfordringer vi har med energiunionen, er, at vi har en flaskehals mellem Nord- og Sydtyskland, hvor ledningsnettet ikke er stærkt nok. Vi kan ikke sende strøm ned igennem Europa, og det skal der rettes op på.
Helle: Hvad er en realistisk tidshorisont?
Niels: Europa-Kommissionen har jo sagt, at i 2027 skal vi være helt uafhængige af Rusland energimæssigt. Og det er parlamentet enigt i. Så det må jo være der, at vi skal have en tilstrækkelig stærk energiunion til, at vi kan have så meget vedvarende energi, at vi kan klare os selv.
Helle: Hvordan kommer fremtidens mix af energikilder til at se ud i forskellige dele af EU?
Niels: Det er et godt og stort spørgsmål, for som du også lægger op til i spørgsmålet, varierer det, hvor man er i Europa. Der vil være nogle lande, der har meget solenergi, f.eks. i Sydeuropa. Nogle lande som Danmark har meget vind. Så er der andre lande, hvor man har atomkraft, f.eks. Frankrig. Jeg tror, at man overordnet kan sige, at vi får meget mere el. En meget stor del af vores energimix bliver elektricitet, f.eks. i transporten, hvor vi får elbiler i stedet for diesel og benzin. En stor del af vores varmesystem skal også køre på el i form af varmepumper.
Og så skal vi have brint i vores system. Der er nogle steder, hvor vi ikke kan bruge el med den nuværende teknologi. Hvis vi skulle have batterifly, ville batteriet være på størrelse med hele flyet, så det kan man ikke, i hvert fald ikke indenfor en overskuelig fremtid. Så der skal man have brint og det laver man gennem elektrolyse via el fra f.eks. en vindmølle. El kan du lagre på forskellige måder med batterier, men du kan også lagre det ved at lave brint. Og den brint kan du så blande med CO2 eller kvælstof, som gør at du kan lave flydende "benzin" – men altså her grøn "benzin", fordi brinten fremstilles med vind og sol. Både i kommissionen og parlamentet er der bred enighed om, at vi skal satse på brint. Der er flere projekter i Danmark, hvor vi virkelig forsøger at udvikle det, man kalder power-to-X, altså hvor man laver elektricitet om til gas og flydende brændstof.
Helle: Nogle vil indvende, at vindmøllerne fylder meget, og at de giver os mere affald, der skal håndteres...
Niels: Jeg tror, at der kommer meget mere vind. Danmark og også mange andre lande udbygger vindkapaciteten. Vi havde et møde i Esbjerg med Mette Frederiksen, Olaf Scholz fra Tyskland, Mark Rutte fra Holland og jeg mener også, den belgiske statsminister var med. De her lande gik sammen om at sige, at ud for Esbjerg vil vi opsætte kæmpestore vindmøller i en meget stor skala og forbinde elnettene, så vi allesammen kan få gavn af dem. Så er der nogle affaldsproblemer med vindmøller, som vi skal håndtere, og vi skal være bedre til at genbruge dem. Men det, som der helt sikkert vil blive brugt mindre af, er jo de fossile energier. Olie, kul og gas skal vi helt af med – det er en bunden opgave. Det er målet med hele den her omstilling.
Helle: Hvad med vindmøllernes placering?
Niels: Det er et problem, som ikke er så let at løse, når de stilles op på land og der opstår NIMBY – Not In My Back Yard. Og der er jo nogle helt legitime indvendinger, synes jeg. Men energiøerne er en smart måde at sætte møllerne op på, da det er ude på havet, hvor de ikke generer så mange mennesker.
Helle: Og hvor der også er mere vind...
Niels: Ingen tvivl om det. Så er der nogle udfordringer med, at det stadig er billigere at lave landmøller, for når de står på havet, skal du have ledninger til at føre strømmen i land. Det er mere omkostningsfuldt, men det er stadig en meget væsentlig del af svaret.
Helle: Pladsmangel på land gør det vel også nødvendigt at sætte møllerne op på havet?
Niels: Ja – men der er jo så nogle lande som Sverige, hvor der er mere plads end i Danmark, og hvor der godt kan stilles flere møller op på land. Men energibesparelser er også vigtigt. Nogle siger, at det er lige meget at spare på energien, hvis den alligevel er grøn. Men vi kan jo ikke bare stille vindmøller op overalt, så jo mere vi kan spare på energien, jo færre vindmøller behøver vi at have i vores landskaber.
Helle: Du nævnte også tidligere det nye fokus på energibesparelser...
Niels: De er helt afgørende! Også på kort sigt: Det Internationale Energiagentur og Europa-Kommissionen er kommet med en god anbefaling til, hvad vi kan gøre på den korte bane. Det handler om at tage nogle kortere bade. Når det bliver lidt koldere til efteråret, handler det om, at man ikke behøver at skrue helt op for termostaten. Man behøver heller ikke at køre så hurtigt, hvis man kan undgå det – så sparer man benzin. Og så videre.
På lidt længere sigt – det er det, jeg selv lovgiver om – handler det om, at vi skal isolere vores bygninger og døre, så vi ikke bruger så meget energi på at varme dem op. Det handler om, at vi skal have mere fjernvarme og varmepumper i stedet for gasfyr. Og så handler det om, at vi skal tilkoble f.eks. datacentre til varmenettet, når Apple laver et datacenter i Viborg. For så kan vi bruge den overskudsvarme, der bliver skabt i et sådant datacenter – det er rigtig, rigtig meget – i stedet for, at det skal fyre for gråspurvene.
Helle: Skal man gøre noget mere for at hjælpe befolkningen, f.eks. ved at give tilskud eller fradrag til at købe en elbil?
Niels: Det kunne man godt. Man skal også sørge for ladestandere, så det er nemt at få ladet sin bil. Det er afgørende for, at folk køber elbiler. Det er også noget af det, vi lovgiver om i EU, altså hvor mange ladestandere landene skal sætte op. For når man har en bil, vil man også gerne kunne køre på ferie i andre lande, og hvis de så ikke har ladestandere, har vi et problem. Vi er i gang med at lovgive om det, så det går fremad. Men de politiske flertal – både i EU og i medlemslandene – skulle have gjort mere tidligere.
Helle: Hvis vi går tilbage til Ukraine-krigen: Har den haft nogen betydning for vedtagelsen af den grønne taksonomi?
Niels: Det burde den have haft, men det har den faktisk ikke. Den grønne taksonomi handler jo om, hvad der ifølge EU skal kunne tælle som grøn energi. Vi har særligt taget stilling til spørgsmålet om atomkraft og naturgas. Når jeg siger, at krigen ikke har haft nogen indflydelse på taksonomien, er det fordi et flertal har vedtaget, at naturgas kan tælle som grøn energi. Selv stemte jeg imod. Jeg synes, at det er skørt, vanvittigt, at kalde naturgas grøn energi, af mange grunde. Først og fremmest fordi det ikke er grøn energi, det er ikke bæredygtig energi, når det er fossil energi, så hvis man kalder fossil energi for bæredygtig energi, bliver begrebet meningsløst. Og med Ukraine-krigen er det blevet endnu mere vigtigt at komme af med gas. Der er mange pensionskasser, der gerne vil investere grønt, og mange af dem vil kigge på EU's regler og sige "hvad kan vi investere i" og sige: "gas kan vi investere i, for det kalder EU for grønt". Det vil så – tror og frygter jeg – give flere investeringer i gaskraftværker, og det er jo den modsatte vej vi skal.
Helle: Så det giver ikke megen mening for klimaperspektivet, hvis vi importerer gas?
Niels: Nej, det synes jeg virkelig ikke. Det giver heller ikke mening i forhold til, at vi gerne vil være uafhængige af gas. Hvis man så siger "jamen, vil skal have mere gas, vi skal bare ikke have russisk gas", hvor skal den gas så komme fra? Er det så Qatar eller andre lande i Mellemøsten? Vi skal være uafhængige af Rusland, men det er jo ikke meget bedre at gøre os afhængige af andre lande, som på alle måder forbryder sig mod menneskerettighederne. Jeg kan ikke se ideen i det overhovedet.
Helle: Nogle vil så sige, at Norge har masser af energi – også grøn energi – og at vi i stedet kan få den manglende energiforsyning fra Norge...
Niels: Det gør vi også. Vi aftager al den energi fra Norge vi kan, men de kan ikke udfylde Ruslands rolle – så meget energi har de heller ikke – og på bare lidt længere sigt skal vi som sagt helt af med den fossile energi. På samme måde med USA, som også kan levere noget; der er nogle lande, som er mere demokratisk sindede, og kan hjælpe os et stykke ad vejen, men jo ikke hele vejen.
Helle: Har krigen fået betydning for energiforskningen i EU?
Niels: Som du sikkert ved, har EU en tendens til at arbejde lidt langsomt. Men sagt med et glimt i øjet er der også en grund til det – der er mange, der skal blive enige – og vi har jo en lovgivning, der hedder Horizon, som er EU's forskningsindsats. Energiforskningen har ikke ændret sig endnu, men i de senere år er den gået i retning af at forske i grøn energi og især grøn brint, og at gøre det billigere. Endnu flere penge vil gå den vej i fremtiden.
Helle: Hvis vi prøver at tage krystalkuglen frem...
Niels: Jeg elsker krystalkugler!
Helle: ...hvor står vi så om 10 år i forhold til klimaindsatsen og de europæiske energisystemer og Rusland og i forhold til Ukraines fortsatte eksistens?
Niels: Det bliver lidt en blanding af håb og tro, men vi bliver 100 % uafhængige af Rusland, hvad angår energi – det har vi en plan om at nå i 2027, og det tror jeg også, er muligt. På den måde kan vi sikre, at vi ikke støtter Putin og hans krig. Det kræver, at vi virkelig får udbygget den vedvarende energi og at vi bliver mere energieffektive, men det er teknisk muligt og der er folkelig opbakning til det.
Forholdet mellem EU og Rusland er så alvorligt, at det vil tage mange år at rette op på det tillidsbrud, der er sket. Så vi får en eller anden form for ny kold krig, hvor vi har cuttet samarbejdet på en lang række punkter. For at det kan ændre sig, kræver det, at Rusland stopper sin krig og accepterer, at Ukraine ikke er et land, man bare kan invadere. Det bliver vi nødt til at stå fast på, for det er nogle meget grundlæggende principper. Men jeg ser optimistisk på fremtiden, særligt på energispørgsmålet, som er helt centralt for EU.
Helle: Hvor stor betydning får klima- og energipolitikken ved næste parlamentsvalg i 2024?
Niels: Jeg tror og håber, at det får en afgørende betydning. Jeg mener, at det er det vigtigste emne overhovedet for vores samfund. Det lyder måske voldsomt, men hvis vi ikke løser de her problemer, så er vi der, hvor samfundet vælter. Da jeg blev valgt i 2019, da var det vores første klimavalg. Klimaet fyldte rigtig, rigtig meget, og de politikere, der blev valgt, var nødt til at forholde sig til det. Bagefter talte Pia Kjærsgaard om klimatosser og at det var ærgerligt, at der var så mange af dem. Men flere klimatosser, siger jeg. Jeg vil gerne have, at emnet kommer så højt på dagsordenen som muligt.
Helle: Så det kommer også til at fylde mere på tværs af EU og ikke kun i Danmark?
Niels: Det tror jeg helt sikkert.
Interviewet er foretaget under Political Festival of Europe i Mariager, fredag den 26. august 2022. Du kan se mere om Niels Fuglsang her: https://www.europarl.europa.eu/meps/en/101585/NIELS_FUGLSANG/home