Europaforum
Italienske hårdknuder
Af Rasmus S. Larsen, Europaforum.
Hvad er det usædvanlige ved valgets resultat?
50 % af vælgere stemte på protestpartier og 27 % af vælgerne blev hjemme – og ingen af partiblokkene kan eller vil samarbejde med hinanden.
Lige nu er der reelt fire blokke i italiensk politik. Udover ”Sofavælgerpartiet” består blokkene af:
- En højrefløjsalliance på 37 % med Matteo Salvinis stærkt nationalistiske Lega (det tidligere Lega Nord). Legaen tredoblede sin opbakning og nåede op på 18 % og har derved svækket Silvio Berlusconis Forza Italia, som kun fik 14 %. Dertil kommer Nyfacisterne, som fik 6 % af stemmerne, og Kristendemokraterne, som ikke nødvendigvis er nået over spærregrænsen på 3 %. Alliancen er især stærk i Norditalien.
- Beppe Grillos Femstjernebevægelse (nu ledet af Luigi Di Maio), som er vokset fra 25 % til godt 32 % af stemmerne og derved blevet det største parti. Det står især stærkt i Syditalien.
- En centrum-venstre-alliance med 24 % af stemmerne. Matteo Renzis Demokratiske Parti (Partito Democratico) gik tilbage fra 24 % til 18 %, og Renzi gik af som følge af dette.
De fleste italienere mener, at EU i høj grad har været medvirkende til valgresultatet. Der er to grunde. Den ene er de øvrige EU-landes manglende vilje til at hjælpe Italien med det store antal migranter. Den anden er euroens konstruktion.
I Norditalien vil mange vælgere have de fremmede ud: ”De nasser på samfundet og laver ikke en pind.” I 1990’erne var Legaens vigtigste mærkesag et Padania – et selvstændigt Norditalien inklusive Toscana. Siden er dens mærkesager justeret, så Legaen generelt er imod nepotisme, korruption og fremmede – og syditalienere, som ifølge Legaen helst skal ud af Norditalien. Problemet med den tilgang er, at de fungerer som billig arbejdskraft og derfor er en af forudsætningerne for rigdommen i nord.
I Syditalien står Femstjernebevægelsen stærkt. Vælgerne i syd er ligeledes imod korruption og nepotisme i politikerverdenen. Derudover er det især unge og berejste idealister, der stemmer på Femstjernebevægelsen, ikke den lille landmand. En generel tendens er, at jo rigere folk er, jo større er modstanden mod indvandring. Fordelingen af flygtninge er den samme i hele italien. Men udgangspunktet i syd er anderledes end i nord, hvilket både skyldes økonomien og at Syditalien selv er et udvandrerland. Femstjernebevægelsens holdning er, at flygtningestrømmene skal under kontrol, men at kampen mod organiseret kriminalitet og for rent vand, ordentlige plejehjem og andre offentlige funktioner er det afgørende.
Men bortset fra det – hvad står Femstjernebevægelsen så egentlig for?
Rent ideologisk er Femstjernebevægelsen tættest på centrum-venstre. De præsenterer sig selv som et alternativ uden hovedkontor og et internetparti, som både har vedtaget sit valgprogram og valgt sine kandidater via nettet. Meget af programmet er klip og klister fra Wikipedia, kombineret med ideer medlemmerne selv har indsendt.
For at være ”folkets bevægelse” har Di Maio deponeret sin regeringsliste hos Italiens præsident inden valget. Hans tilgang er, at ”vi laver et valgprogram. Så kan alle, der vil støtte os, være med”. Det betyder også, at eventuelle partnere hverken kan få lov til at flytte et komma i valgprogrammet eller deltage i selve regeringen. Politiske kompromiser er ikke noget for Femstjernebevægelsen.
Bevægelsen markedsfører sig på borgerinddragelse, ”rene” kandidater og medbestemmelse nedefra. Imidlertid udøver dens ledelse samme styring oppefra som andre partier. Nogle af de medlemmer, der ønskede at være kandidater, har undret sig over, at de tilsyneladende forsvandt fra listerne, og ledelsens svar har været, at de var nødt til at foretage en screening.
I Europa-Parlamentet startede Femstjernebevægelsen med at være måske Grønne, måske EU-modstandere og har også flirtet med at melde sig ind i den liberale gruppe ALDE. Men hverken de Grønne eller ALDE har vist interesse, og bevægelsens tilnærmelser til ALDE har gjort, at også blandt EU-modstanderne har en vis skepsis overfor den.
For kun få år siden talte politiske kommentatorer om et Frankrig i krise og muligheden for en ny tysk-italiensk akse i EU-samarbejdet med Matteo Renzi i den rolle, som Macron siden har overtaget. Hvorfor kunne det ikke realiseres?
En stor del af vælgerne betragtede Renzi som ”vores sidste håb”; han var borgmester i Firenze og ung og nydelig, og ”hvis han ikke kan klare det, ved vi ikke, hvad vi skal stemme på, udover Femstjernebevægelsen”.
Renzis regering stod da også bag en tsunami af forslag, men jo mere tid der gik, jo oftere blev han kaldt for nul-statsminister, fordi alt teknisk set var i forbedring men på en minimal facon. BNP voksede med nul komma et eller andet procent, arbejdsløsheden faldt med nul komma et eller andet og så videre.
Arbejdsløshed var og er det store problem. Både Renzi og Berlusconi lavede et utal af programmer for unge mennesker: Støtte til arbejdsgivere, støtte til at flytte X antal kilometer hjemmefra, støtte til lejlighed, iværksætterstøtte og så videre. Antallet af selvstændige er meget højt i Italien.
Renzis regering gav tilskud til virksomheder i tre år, hvis de fastansatte deres medarbejdere, men disse tilskud udløber nu, og så går virksomhederne tilbage til at ansætte på kontrakt. Ofte betød ordningen blot, at tidligere kontraktansatte gik hen og blev fastansatte, mens arbejdsløshedsprocenten forblev konstant.
Hvordan er Italiens økonomiske situation i øvrigt?
Mange unge italienere har mistet håbet om nogensinde at få et job i deres hjemland. 33 % af de unge under 24 er arbejdsløse. Og arbejdsløshedsunderstøttelsen er minimal. Derfor er der klar opbakning til den frie bevægelighed i EU. Man finder italienere overalt i verden: I London, på Malta, i Melbourne og mange andre steder, sammen med østeuropæere.
70 % af de unge italienere under 35 bor hjemme. Forældrene sørger for at finansiere deres børns studier og udlandsrejser. Hvis du endelig flytter hjemmefra som 35-årig og tjener 1200 euro om måneden som buschauffør, hjælper familien med at give lån til den lille lejlighed, som koster 500 euro om måneden. Din familie er din bank. Og det er det store held for enhver italiensk regering.
Familien og ikke samfundet eller staten er kernen i den italienske selvopfattelse. Pengene sættes ikke i statsobligationer, men er under madrassen. På verdensplan er opsparingen størst i Kina og Italien. Som italiener låner man penge i familien, og det man låner til, er mursten. Hele 70 % af boligerne i landet er ejerboliger. I Danmark bor langt flere til leje.
Også den organiserede kriminalitet udspringer af forholdet til familien i forhold til staten: ”Det vi gør, er ikke illegalt; vi er blot venner, der gør hinanden vennetjenester.” Mens der er stor tillid til familien, er statens legitimitet svag. I modsætning til i Nordeuropa, hvor tilliden til staten gør, at både det legale og legitime udspringer af demokratiske beslutninger i parlamentet.
Hvilken betydning har euroen for Italien – og omvendt?
Italien blev hårdt ramt af finanskrisen og arbejdsløsheden er på 11 % – det halve i nord men det dobbelte i syd. Den tidligere italienske regering har sammen med Grækenland og Frankrig ønsket en vej, som går ud på at investere sig ud af krisen. Imidlertid er den holdning i mindretal i EU, hvor blandt andre Merkel og også Danmark støtter den vej, som handler om at spare sig ud af krisen.
Legaen og Femstjernebevægelsen har opgivet deres tidligere ønsker om en afstemining om italiensk medlemskab af euroen. I stedet ønsker de nu at ændre konvergenskriterierne for den offentlige gæld, som de betragter som alt for stramme. Lige nu er Italiens underskud dog 2,2 % af BNP og altså under de 3 %, som er max-grænsen for et euro-land.
Valget har ikke fået nævneværdige konsekvenser for euroen. Dagen efter valget dykkede børskurserne i Milano, hvorefter de gik op i balance midt på dagen. I det hele taget faldt børserne hurtigt til ro.
Hvordan er italienernes opfattelse af EU?
Traditionelt har der været en positiv opfattelse, også fordi landet er medgrundlægger af EU. I gamle dage var 70-80 % stolte af medlemskabet, og det var en udbredt holdning, at ”vi vil hellere styres fra Bruxelles end fra Rom”. Men lige nu er italienerne knapt så stolte. Der er ikke noget alternativ til EU, men indvandring og arbejdsløshed svækker begejstringen. Tilliden til EU ligger i øjeblikket på 50 %. I Danmark har tilliden siden Brexit ligget på 70-80 %, hvilket er en historisk rekord.
Hvordan oplever Italien flygtningekrisen?
I Italien er der ca. 5-600.000 illegale indvandrere og ca. 5 millioner legale, hvis man tæller andre EU-borgere med. Det svarer til ca. 10 % af befolkningen. De, der er forfulgt, kan søge om asyl. De, der derimod vil ind i EU for at arbejde, har ikke ret til det. 85 % af dem, der forsøger at komme ind, er økonomiske migranter.
I 2008 erklærede Berlusconi, at nu skulle alle de papirløse migranter smides ud, men det stødte på stor modstand. Hele omsorgssektoren, plejehjem, syge, handicappede og børn, var trods indsatsen fra den katolske kirke også afhængig af indsatsen fra indvandrere. Så sagde industrien: ”Hvis vi ikke havde indvandrere, hvem skulle så passe maskinerne?” Så sagde landbruget: ”Hvem skulle plukke tomater, vindruer og æbler?” Så sagde byggeriet: ”Hvem skulle bygge huse og installationer?” Både Industriforbundet og paven var og er tunge aktører i debatten. Industrien bruger økonomiske argumenter, paven argumenterer med næstekærlighed. Da det kom til stykket, var sigøjnere de eneste, man kunne enes om at smide ud.
Derfor kan det også undre, at Berlusconi og Legaen nu igen taler om at smide indvandrene på porten. De bidrager med 7-10 % af det italienske BNP. Men i de seneste år er der kommet for mange til i for stærkt et tempo.
Hele diskusionen er endt i stærke følelser mod migranterne og samtidig vendt mod EU som følge af de andre landes manglende vilje til at fordele migranter mellem sig. De er møgsure i Italien over holdningen i Østeuropa og også andre EU-lande, på tværs af det politiske spektrum: ”Vi troede, vi var i et fællesskab. Hvorfor skal vi hænge på migranterne, blot fordi vi ligger tæt på Afrika?”
Hvad skal der til for at ændre dette?
For at ændre situationen skal Frontex styrkes. Vi bliver nødt til at styrke EU’s ydre grænser. Vi skal sende officerer til Libyen, så de kan samarbejde med landets flåde. Desuden skal Libyen have penge til lejre eller modtagelsescentre, hvor flygtninge kan opsamles, før de bliver sendt tilbage til områderne syd for Sahara. Franskmændene er gået ind i Niger for at lave sagsbehandling der. Tyrkiet-aftalen er kopieret i Libyen og Ægypten – og forholdene er rædselsfulde, men aftalerne gør, at migranterne bliver, hvor de er.
Macron var i Afrika for et par måneder siden, hvor han udtalte, at indbyggerne i Elfenbenskysten ikke skulle klage til EU over arbejdsløsheden, men derimod til deres egen regering. Men faktisk har EU et stort ansvar for, at der ikke er arbejde. Mange EU-programmer støtter investeringer i europæisk landbrug og fiskeri, mens handelsbarrierer og fiskeriaftaler svækker Afrika.
Der har også været sammenstød mellem italienske politikere og NGO’er som Røde Kors, Amnesty og Læger uden Grænser. I nogle tilfælde har der været anklager om, at NGO’er hjælper menneskesmuglere. Sicilianske dommere mente på et tidpunkt, at NGO’er havde givet telefonnumre til kaptajner, hvilket førte til afhøringer i Rom. Siden har regeringen forsøgt at opstille et NGO-kodeks, men en del af dem ønsker ikke at lave aftaler med stater, med den begrundelse, at de er uafhængige og har som formål at hjælpe folk i nød.
Du nævnte, at ingen af blokkene kan eller vil samarbejde. Så hvilken italiensk regering ender vi med at få?
Ingen i centrum-højre kan samarbejde indbyrdes. Før valget var Berlusconis standpunkt, at ”vi bliver størst”, og derfor skulle han optræde som en filminstruktør, som trak i trådene. Imidlertid fik Forza Italia sit ringeste resultat, siden han opstillede første gang. Legaen fik hele 18 % af stemmerne, og derfor siger Salvini nu: ”Næ, jeg er statsministerkandidat”, mens Berlusconi siger: ”Jeg vil fortsætte med at være instruktør”.
Femstjernebevægelsen kunne alliere sig med Legaen og lige akkurat nå over 50 %. Eller den kunne alliere sig med det Demokratiske Parti med samme resultat.
Da Renzi lige har lidt et nederlag, ønsker partiet dog næppe at indgå i nogen form for regering. Mellem centrum-venstre og Femstjernebevægelsen har der i øvrigt været det værste vokabularium i mands minde, så det er meget usandsynligt, at de vil kunne samarbejde.
Men det kan Legaen og Femstjernebevægelsen heller ikke. Femstjernebevægelsen af princip og Legaen, fordi de fire højrefløjspartier har indgået en musketered.
Konsekvensen er total stilstand. Det vi venter på nu i italien er, at parlamentet samles den 23. marts. Valg af formænd til de to kamre er det første punkt. Alle iagttagere siger: Når vi får valgt formænd, har vi en indikation af de politiske aftaler. En sandsynlig mulighed er, at Legaen får senatet og Femstjernebevægelsen får underhuset.
En anden mulighed er, at landets præsident udpeger en person udenfor de store partier, som kan forsøge at få et flertal bag en regering. I 1981 blev formanden for Republikanerne Spadolini bedt om at danne regering med kun 3 % af stemmerne bag sig. Det samme skete for socialdemokraten Craxi, som havde 7 % bag sig.
Endnu en mulighed er, at den nuværende og fungerende statsminister bliver bedt om at fortsætte. Han skal dog kunne overleve en positiv tillidsafstemning i parlamentet. Hvis partierne ikke kan enes om at danne regering, kan den tidligere regering måske fortsætte som overgangsregering på ubestemt tid eller erstattes med en teknokratregering.
De eneste man ikke kan forestille sig, er nyvalg, da det kun er de to protestpartier og sofavælgerne, der står til fremgang.
Situationen minder faktisk om romanen Leoparden. Her siger prinsen, i forbindelse med Garibaldis erobring/befrielse af Sicilien og Syditalien i 1860 (ansporet af kongeriget Savoien, med kong Viktor Emanuel den 2.): “Vi har prøvet dem alle igennem tiderne, så vi kan lige så godt også støtte dem her – det bliver alligevel ikke anderledes...”.
Poul Breyen er politolog, har undervist ved CBS, RUC og Europahøjskolen, beskæftiger sig med radio og tv, er rejseleder og har et solidt kendskab til italiensk historie og samfundsforhold. Se mere om ham på hjemmesiden www.poulbreyen.dk.
Foto: Derks24 via Pixabay.