Europaforum
Spanske vinkler på regionernes Europa og EU
Den 1. oktober 2017 afholdt den katalanske regering en folkeafstemning om, hvorvidt det autonome område Katalonien skulle løsrives fra Spanien. Kun 43 % af vælgerne deltog, men 92 % af disse stemte for løsrivelse. Senere i oktober erklærede den lokale katalanske præsident Carles Puigdemont selvstændighed. Ifølge den spanske forfatning var afstemningen dog ikke lovlig.
Den spanske regering anerkender ikke resultatet og den spanske højesteret har i stedet forsøgt at retsforfølge Puigdemont og en række separatiske ministre og ledere for oprørsforsøg. Puigdemont har siden opholdt sig i udlandet. I marts 2018 blev han anholdt i Tyskland og tilbageholdt indtil juli. Her trak den spanske højesteret sin arrestordre tilbage, efter at en tysk domstol havde vurderet, at han godt kunne udleveres til Spanien men ikke for oprørsforsøg.
Sideløbende er den konservative spanske regering blevet væltet som følge af en korruptionssag og afløst af en socialistisk regering – men hvad betyder det for den aktuelle konflikt?
Europaforum har interviewet Niels Lachmann om Spaniens forhold til Katalonien og andre spanske regioner og kommer også ind på Spaniens forhold til EU og skillelinjerne i spansk politik.
Af Rasmus S. Larsen, Europaforum.
Hvad er fremtidsudsigterne for Kataloniens løsrivelsesforsøg?
Det kommer ikke til at ske, hvis vi snakker om en løsrivelse på den måde, som Puigdemont bedrev. Spanien vil aldrig tillade det, EU vil aldrig tillade det og EU’s medlemsstater vil aldrig tillade det. Efter det, der er sket, er det næsten umuligt at forestille sig, at den spanske regering laver en aftale i stil med Skotlands med en løsrivelsesvillig katalansk regering. Desuden er Katalonien selv splittet i spørgsmålet. Under 40 % af befolkningen støtter reelt forsøget på løsrivelse, hvis man kigger på afgivne stemmer.
Det eneste sted, hvor der har været et flertal for løsrivelsen, er det katalanske parlamentet. Hvis du ganger stemmeprocenten på 43 med de 92 %, der stemte på løsrivelsespartierne, giver det under 40 % af befolkningen, der støtter projektet. Og hvis man ser på de sidste to valg, har løsrivelsespartierne aldrig fået mere end 40 %. Man kan selvfølgelig spekulere på, om de 25 % der heller ikke stemte til parlamentsvalgene, er skuffede nationalister? Men det er der ikke meget, der tyder på.
Hvor meget fylder debatten om katalansk selvstændighed i de spanske medier?
Debatten har fyldt alt, selvom mediedækningen er dalet en smule nu, hvor konfrontationen foreløbigt synes at være lidt sat på vågeblus. Forsøget på løsrivelse præsenteres som et angreb på Spaniens eksistens, og udenfor Katalonien har både medierne og partierne kun negative ting at sige om Puigdemonts politik. En ting, som virkelig præger spansk politik, er mistro til Katalonien. Især de konservative (Partido Popular) har slået på dette. Deres opbakning i Katalonien er kun på 4,5 %. Derfor kan de lige så godt give den hele armen og indkassere point i resten af Spanien på deres modstand mod løsrivelsen. Partido Popular havde allerede i 00’erne protesteret heftigt mod en ny katalansk autonomiordning, og i den tid var der bl.a. opfordringer til at boykotte katalanske produkter fra tredjeleddet i partiet.
Ebber forsøget på løsrivelse ud i en overskuelig fremtid? Eller fortsætter det i en generation endnu?
De katalanske separatister har aldrig været særligt voldelige, i modsætning til det, som i flere årtier har plaget Baskerlandet. Men det mest sandsynlige er, at på et tidspunkt vil de mindre rabiate nationalister sige ”OK, vi kommer ingen steder med det her løsrivelsesforsøg” og givetvis danne et andet flertal. Flertallet for løsrivelse i det katalanske parlament består af de to store nationalistiske partier, begge to midtersøgende og indtil for få år siden også moderate, hvad angår løsrivelse, og så tungen på vægten, CUP, et nyt, rabiat separatistisk og antikapitalistisk lille parti. Modsætningsforholdet har været bidragende til, at det tog næsten fem måneder mellem det sidste valg i Katalonien, og at den nye katalanske regering kunne træde til. Så hvis løsrivelsesforsøget falder væk som politisk prioritet, er der ikke meget til overs med et fælles politisk grundlag inden for det nationalistiske flertal i parlamentet.
Nogle kommentatorer har argumenteret for, at et venstrefløjtrekløver som mellem 2003 og 2010 ville være den bedste regering for Katalonien. Den ville omfatte den store nationalistiske parti Kataloniens Venstrerepublikanere, de katalanske Socialister, som er imod løsrivelse, og venstrefløjskoalitionen Catalunya En Comú-Podem, som også har et søsterparti i Spanien i Podemos og er for en folkeafstemning, selvom den ikke støtter løsrivelsesforsøget. Men lige nu er skillelinjen mellem de partier, der går ind for løsrivelse, og dem, som er imod, stadigvæk for stærk til, at der bliver dannet en regering på tværs af denne.
Der var en kort periode i oktober 2017, hvor Puigdemont tøvede med at erklære uafhængighed. Dengang var der røster fremme om, at den spanske regering måske kunne acceptere en særlig skatteaftale for Katalonien, som den baskerne og andre har. Den nye spanske statsminister Pedro Sánchez fra Socialisterne har altid foreslået at forhandle om at gå den vej, så nu er det blevet relevant, mens det ikke var det med Partido Popular på magten.
En af de store skuffelser for de katalanske nationalister har været, at de ikke har fået opbakning indenfor EU for deres forsøg på at vinde selvstændighed.
Hvorfor har de overhovedet forventet opbakning fra EU?
Fordi regionerne er vigtige indenfor EU, og fordi de katalanske nationalister længe har været til stede på EU-niveau. Puigdemont var faktisk meget ivrig med at rejse rundt i EU-medlemslandene for at få opbakning, før han indledte den sidste etape i løsrivelsesprojektet. Tilbage i 1980’erne og 1990’erne fandtes en debat om supranationalisme. Hos en del af nationalisterne var der en forventning om, at EU’s integrationsproces førte til, at nationalstaterne gradvist ville spille en stadig mindre rolle, mens regionerne til gengæld ville blive en ny, vigtig politisk enhed. Til sidst ville der ikke være noget større drama, hvis Katalonien gled ud af Spanien. I praksis tyder intet dog på dette. Lissabon-traktaten og især finanskrisen har reelt været et vendepunkt, der cementerer nationalstaternes rolle som grundsten i EU.
Det virker som om, løsrivelsestilhængerne er blevet mere EU-skeptiske undervejs i processen. Da Puigdemont var til den kontroversielle debat i København i januar, udtalte han, at Regionernes Europa var dødt. EU fungerede godt, sagde han, når der ingen problemer var, men Katalonien var et eksempel på, at EU ikke træder i karakter, når der er kriser.
(Kilde: Lisbeth Kirk: ”Catalonia shows that ’Europe of Regions’ is dead”, EUObserver, 24. januar 2018, https://euobserver.com/news/140666)
Hvilke opfattelser af EU præger ellers den politiske debat i Spanien? EU som "os vs. dem" eller EU som noget, der skal trækkes i en anden retning?
Traditionelt har Spanien været meget EU-venligt, men i de sidste 10 år har det ændret sig, så 40 % i dag har tillid til EU-institutionerne, mens 40 % ikke har. Den manglende tiltro skyldes især finanskrisen og at EU med Tyskland i spidsen har været med til at pålægge Spanien en austeritypolitik siden 2011, som mange spaniere er blevet ramt af. I 2014 erklærede Pedro Sánchez, dengang nybagt partiformand for de spanske socialister, at de ikke ville stemme for Juncker som formand for Europa-Kommissionen, da han havde været arkitekt for austerity-politikken. Holdningen er dog under opblødning. Der findes en forhåbning om, at ”hvis vi støtter de rigtige indenfor EU, kan vi måske udrette noget”.
Hvilken holdning har de spanske partier til eurozonen og den økonomiske situation?
Udenfor Katalonien præges Spanien af en meget traditionel højre-venstre-debat. Spanien er stadig præget af finanskrisen. Efter Grækenland er Spanien det land i EU, der har den højeste ungdomsarbejdsløshed, den største andel af højt uddannede, der ikke kan finde arbejde og det største antal vikariater. Der er ikke længere katastrofestemning men snarere en følelse af, at det ikke kan blive værre, end det allerede har været.
Venstrefløjspartiet Podemos udspringer af protestbevægelsen mod austerity og var i begyndelsen meget kritiske over for EU. Det er lidt af en overraskelse at læse deres seneste partiprogrammer, da de har omformuleret det til, at ”vi vil have en omformulering af statutterne for den europæiske centralbank” og demokratisk kontrol med eurozonen, samtidig med at de holder sig indenfor banen i EU. Desuden ønsker Podemos flere offentlige investeringer i infrastruktur, velfærd, uddannelse og forskning. Socialisterne trækker lidt i samme retning.
Ciudadanos er mere midterorienterede og økonomisk liberale, men er samtidig et nyt parti. En af deres betingelser for at være støtteparti til den sidste regering af Partido Popular var, at der blev afsat flere penge til investeringer i forskning.
Der er stor opbakning i Spanien til den franske præsident Macrons forslag om reformer; den spanske regering har ikke sagt andet i årevis, også da Partido Popular sad på magten. Ciudadanos ser sig som Macrons fæller. Deres formand har ligefrem en konkurrence med socialisternes formand om, hvem der fysisk ligner Macron mest. Podemos har så også et antikapitalistisk element samt et ønske om øget demokratisk kontrol.
Hvordan er den politiske debat i Spanien om økonomisk globalisering generelt?
Igen handler det om en klassisk venstre-mod-højre-debat. Socialisterne siger, at der er behov for at have styr på globaliseringsprocessen, og her er EU et meget vigtigt redskab. Podemos er mere skeptiske overfor den økonomiske globalisering. Selvom deres program er kommet et godt stykke videre fra det oprindelige, hvor de roste den venezuelanske økonomi. Den har ikke mange tilhængere i Spanien længere, også pga. de delvis borgerkrigsagtige tilstande i Venezuela i de sidste år.
Hvad med arbejdskraftens frie bevægelighed i EU?
Grundlæggende er Ciudadanos, Socialisterne og Popular enige: Man kan ikke argumentere mod fri bevægelighed, for hvad skal spanierne så? Der er af gode grunde langt mindre debat om østeuropæisk arbejdskraft end i Nordeuropa, for det er spanierne, der rejser ud. Man kan dog finde enkelte fremmedfjendske strømninger, især mod ”sigøjnere” fra østeuropæiske lande. Faktisk har Parti Populars formand i Katalonien været den mest prominente politiker, når det handler om at piske denne stemning op.
Hvordan er den spanske debat om flygtningekrisen og EU’s ydre grænser?
Spørgsmålet bør deles i to – dels om EU’s forsvarssamarbejde, dels om flygtningekrisen.
Hvad angår styrkelsen af de ydre grænser, er Spanien blandt initiativtagerne til øget koordination af EU’s forsvarspolitik. Ciudadanos (som her minder mest om det Radikale Venstre i Danmark) og Socialisterne går ind for det styrkede samarbejde.
Venstrefløjspartiet Podemos er oprindeligt antimilitaristiske og modstandere af NATO-medlemskabet. Men siden har de ønsket europæisk autonomi indenfor NATO, og er hverken 100 % anti-NATO eller anti-militaristiske. Samtidig mener de, at Frontex gør EU til en fæstning, og at det er en helt forkert tilgang til migrantkrisen.
Debatten om flygtninge er præget af utilfredshed. Andalusien ligger lige over for Marokko, og Spanien har to byer på Afrikasiden, Céuta og Melilla, hvor der er hegn, men uden at det forhindrer flygtninge i at komme ind i landet. Der er udbredt utilfredshed med EU’s og medlemsstaternes manglende mulighed for at enes om løsninger eller føre dem ud i livet. De spanske politikere råber dog ikke så højt op som de italienske og græske, da de har været forpligtet til at modtage 17.000 flygtninge men kun har modtaget 2.000. De gør mere end de østeuropæiske lande, men har stadig ikke holdt deres egne løfter. Men hvis der skulle komme et opgør med Østeuropa fra andre EU-lande, vil Spanien højest sandsynligt støtte det. Især fordi den nuværende regering med Pedro Sánchez i spidsen pt. er mere villige til at modtage migranter.
Partido Popular har foreslået en såkaldt nul-immigration, men det er meget luftigt, hvordan en sådan skal realiseres. Socialisterne har i deres seneste partiprogram udtalt sig meget kritisk om forslaget.
Omvendt anklager Socialisterne Podemos for at ville have åbne grænser; Podemos er meget migrantvenlige à la Enhedslisten i Danmark.
Hvor store overlap er der mellem nationale valg og valg til Europaparlamentet?
Her er det nødvendigt med en disclaimer: Partisystemet er under opbrydning, og det er derfor meget svært at sammenligne. I 2016 var de to nye partier Podemos og Ciudadanos stadig ved at blive udviklet. Ved Europa-parlamentsvalgene stemmer over 50 % af spanierne ikke, mens valgprocenten til nationale valg er helt oppe på 75-80 %. De regionale konflikter smitter ikke 100 % af på de forskellige niveauer, så ved nationale valg i Katalonien stemmer færre på løsrivelsespartierne, end hvis det handler om parlamentet I Barcelona. Det er også svært at sige, hvor meget Partido Popular får ud af sin markante modstand mod løsrivelsen ved det næste Europa-Parlamentsvalg, eller ved endnu et spansk parlamentsvalg, hvis den nuværende mindretalsregering i Madrid bliver væltet, inden konflikten løses.
Hvordan er forholdet mellem Spanien og andre spanske regioner end Katalonien?
En ting der i høj grad splitter Spanien, er debatten om, hvordan landet overhovedet skal være indrettet politisk. Det minder om situationen i Belgien, Storbritannien og Italien, men findes ikke i de øvrige EU-lande. Lige nu har vi en form for asymmetrisk føderalisme med autonome regioner.
Socialisterne går grundlæggende ind for en forbundsstat, hvor både Baskerlandet, Navarra, Galicien og Katalonien, og måske også Socialisternes magtbase i Andalusien, har udpræget autonomi, men det er stadigvæk en vanskelig vej, før det kommer til at ske. Partido Popular og Ciudadanos var på et tidspunkt indstillede på at finde en ny ordning med kompetencefordelingen, og i hvert fald Partido Popular gik ind for at begrænse regionernes kompetence. Det blev dog aldrig til noget, og det synes også at være en dårlig ide at skabe et nyt konfliktområde, nu hvor vi omsider har fået fred i Baskerlandet.
Der findes stadig baskiske nationalister, men de står nu som de ”fornuftige” nationalister. Det store traditionelle baskiske nationalistparti har siddet med den lokale regeringsmagt, siden Baskerlandet blev autonomt, men Baskerlandet har gennemgået en proces i de sidste 15 år, hvor de har bevæget sig væk fra den gamle skillelinje og over i en ”normal” højre-venstre-debat om , hvordan vi løser baskernes samfundsproblemer. Læren af det storbaskiske projekt er, at det ikke fungerer.
Tilbage i tiden talte baskiske nationalister om at genforene Navarra, Baskerlandet og baskere i Frankrig. Nu taler partiet CUP, de antikapitalistiske nationalister i Katalonien, om at forene katalanere generelt, altså også inddrage Balearerne, dele af regionen Aragón, Valencìa, og Roussillon i Frankrig, hvilket er meget teoretisk.
I Katalonien sad forløberen til Puigdemonts parti med magten i næsten et kvart århundrede op til 2003 og igen fra 2010, men også den venstrefløjsregering, der afløste den i 2003, arbejdede på at øge katalansk selvbestemmelse, uden at gå for vidt i retning af separatisme. Man kan så sige, og det er også påpeget af eksperter som f.eks. Carsten Humlebæk fra CBS, at indtil for 10 år siden var katalanerne anset som de fornuftige nationalister, mens Baskerlandet var involveret i en voldelig konfrontation med terrorisme i forhold til Spanien. Indenfor de seneste 10 år er Baskerlandet så begyndt at føre politik på en ”fornuftig” måde, mens vi til gengæld har fået en meget uforsonlig blokkonfrontation i katalansk politik (men heldigvis uden terrorisme). Under den seneste valgkamp i Katalonien blev Ciudadanos’ spidskandidat angrebet af nogle personer tilknyttet de nationalistiske partier for at have et ikke-katalansk navn. Det samme var faktisk sket allerede i 2006 mod Socialisten José Montilla, der blev katalansk præsident.
En anekdote som konklusion: efter magtskiftet i Katalonien i 2003 hen til en venstrefløjsregering modtog den daværende spanske konge den nye katalanske parlamentspræsident fra det store traditionelle selvstændighedsstøttende og republikansk parti Kataloniens Venstrerepublikaner. Kongen sagde, at det var, når folk snakkede sammen, at de forstod hinanden. Dette uanset, at han sad over for en politiker, hvis parti grundlæggende er imod både Spaniens enhed, med Katalonien som del af staten, og imod monarker! Denne holdning er man kommet langt væk fra – ikke kun hans søn, den nuværende konge, som har optrådt meget uforstående over for løsrivelsesforsøget. Det er meget bemærkelsesværdigt, hvordan det har skiftet indenfor de seneste 7-8 år, hvor regeringerne i Madrid og i Barcelona næsten ikke mere snakkede sammen.
Lige nu synes ydergraden af konfrontation foreløbigt at høre fortiden til. Det er dog en mindretalsregering, som Sánchez står i spidsen for, så alt tyder på, at den har magten på lånt tid, før der givetvis kommer nyvalg. Jeg må indrømme, at jeg ikke engang havde regnet med, at Sánchez kunne samle et flertal for at vælte Partido Popular fra magten! Men hans regering har sat sig som opgave at genskabe muligheden for at finde løsninger gennem kompromis og dialog.
Niels Lachmann har forsket i over et årti om Spanien, bl.a. i sin PhD-afhandling, og via et ophold på Universitat Autònoma de Barcelona (forskningen er tilgængelig her: https://southerndenmark.academia.edu/NielsLachmann). Han er pt. tilknyttet et forskernetværk i international politik på SDU’s Institut for Statskundskab i Odense.
Foto: Joenomias via Pixabay.
Den spanske regering anerkender ikke resultatet og den spanske højesteret har i stedet forsøgt at retsforfølge Puigdemont og en række separatiske ministre og ledere for oprørsforsøg. Puigdemont har siden opholdt sig i udlandet. I marts 2018 blev han anholdt i Tyskland og tilbageholdt indtil juli. Her trak den spanske højesteret sin arrestordre tilbage, efter at en tysk domstol havde vurderet, at han godt kunne udleveres til Spanien men ikke for oprørsforsøg.
Sideløbende er den konservative spanske regering blevet væltet som følge af en korruptionssag og afløst af en socialistisk regering – men hvad betyder det for den aktuelle konflikt?
Europaforum har interviewet Niels Lachmann om Spaniens forhold til Katalonien og andre spanske regioner og kommer også ind på Spaniens forhold til EU og skillelinjerne i spansk politik.
Af Rasmus S. Larsen, Europaforum.
Hvad er fremtidsudsigterne for Kataloniens løsrivelsesforsøg?
Det kommer ikke til at ske, hvis vi snakker om en løsrivelse på den måde, som Puigdemont bedrev. Spanien vil aldrig tillade det, EU vil aldrig tillade det og EU’s medlemsstater vil aldrig tillade det. Efter det, der er sket, er det næsten umuligt at forestille sig, at den spanske regering laver en aftale i stil med Skotlands med en løsrivelsesvillig katalansk regering. Desuden er Katalonien selv splittet i spørgsmålet. Under 40 % af befolkningen støtter reelt forsøget på løsrivelse, hvis man kigger på afgivne stemmer.
Det eneste sted, hvor der har været et flertal for løsrivelsen, er det katalanske parlamentet. Hvis du ganger stemmeprocenten på 43 med de 92 %, der stemte på løsrivelsespartierne, giver det under 40 % af befolkningen, der støtter projektet. Og hvis man ser på de sidste to valg, har løsrivelsespartierne aldrig fået mere end 40 %. Man kan selvfølgelig spekulere på, om de 25 % der heller ikke stemte til parlamentsvalgene, er skuffede nationalister? Men det er der ikke meget, der tyder på.
Hvor meget fylder debatten om katalansk selvstændighed i de spanske medier?
Debatten har fyldt alt, selvom mediedækningen er dalet en smule nu, hvor konfrontationen foreløbigt synes at være lidt sat på vågeblus. Forsøget på løsrivelse præsenteres som et angreb på Spaniens eksistens, og udenfor Katalonien har både medierne og partierne kun negative ting at sige om Puigdemonts politik. En ting, som virkelig præger spansk politik, er mistro til Katalonien. Især de konservative (Partido Popular) har slået på dette. Deres opbakning i Katalonien er kun på 4,5 %. Derfor kan de lige så godt give den hele armen og indkassere point i resten af Spanien på deres modstand mod løsrivelsen. Partido Popular havde allerede i 00’erne protesteret heftigt mod en ny katalansk autonomiordning, og i den tid var der bl.a. opfordringer til at boykotte katalanske produkter fra tredjeleddet i partiet.
Ebber forsøget på løsrivelse ud i en overskuelig fremtid? Eller fortsætter det i en generation endnu?
De katalanske separatister har aldrig været særligt voldelige, i modsætning til det, som i flere årtier har plaget Baskerlandet. Men det mest sandsynlige er, at på et tidspunkt vil de mindre rabiate nationalister sige ”OK, vi kommer ingen steder med det her løsrivelsesforsøg” og givetvis danne et andet flertal. Flertallet for løsrivelse i det katalanske parlament består af de to store nationalistiske partier, begge to midtersøgende og indtil for få år siden også moderate, hvad angår løsrivelse, og så tungen på vægten, CUP, et nyt, rabiat separatistisk og antikapitalistisk lille parti. Modsætningsforholdet har været bidragende til, at det tog næsten fem måneder mellem det sidste valg i Katalonien, og at den nye katalanske regering kunne træde til. Så hvis løsrivelsesforsøget falder væk som politisk prioritet, er der ikke meget til overs med et fælles politisk grundlag inden for det nationalistiske flertal i parlamentet.
Nogle kommentatorer har argumenteret for, at et venstrefløjtrekløver som mellem 2003 og 2010 ville være den bedste regering for Katalonien. Den ville omfatte den store nationalistiske parti Kataloniens Venstrerepublikanere, de katalanske Socialister, som er imod løsrivelse, og venstrefløjskoalitionen Catalunya En Comú-Podem, som også har et søsterparti i Spanien i Podemos og er for en folkeafstemning, selvom den ikke støtter løsrivelsesforsøget. Men lige nu er skillelinjen mellem de partier, der går ind for løsrivelse, og dem, som er imod, stadigvæk for stærk til, at der bliver dannet en regering på tværs af denne.
Der var en kort periode i oktober 2017, hvor Puigdemont tøvede med at erklære uafhængighed. Dengang var der røster fremme om, at den spanske regering måske kunne acceptere en særlig skatteaftale for Katalonien, som den baskerne og andre har. Den nye spanske statsminister Pedro Sánchez fra Socialisterne har altid foreslået at forhandle om at gå den vej, så nu er det blevet relevant, mens det ikke var det med Partido Popular på magten.
En af de store skuffelser for de katalanske nationalister har været, at de ikke har fået opbakning indenfor EU for deres forsøg på at vinde selvstændighed.
Hvorfor har de overhovedet forventet opbakning fra EU?
Fordi regionerne er vigtige indenfor EU, og fordi de katalanske nationalister længe har været til stede på EU-niveau. Puigdemont var faktisk meget ivrig med at rejse rundt i EU-medlemslandene for at få opbakning, før han indledte den sidste etape i løsrivelsesprojektet. Tilbage i 1980’erne og 1990’erne fandtes en debat om supranationalisme. Hos en del af nationalisterne var der en forventning om, at EU’s integrationsproces førte til, at nationalstaterne gradvist ville spille en stadig mindre rolle, mens regionerne til gengæld ville blive en ny, vigtig politisk enhed. Til sidst ville der ikke være noget større drama, hvis Katalonien gled ud af Spanien. I praksis tyder intet dog på dette. Lissabon-traktaten og især finanskrisen har reelt været et vendepunkt, der cementerer nationalstaternes rolle som grundsten i EU.
Det virker som om, løsrivelsestilhængerne er blevet mere EU-skeptiske undervejs i processen. Da Puigdemont var til den kontroversielle debat i København i januar, udtalte han, at Regionernes Europa var dødt. EU fungerede godt, sagde han, når der ingen problemer var, men Katalonien var et eksempel på, at EU ikke træder i karakter, når der er kriser.
(Kilde: Lisbeth Kirk: ”Catalonia shows that ’Europe of Regions’ is dead”, EUObserver, 24. januar 2018, https://euobserver.com/news/140666)
Hvilke opfattelser af EU præger ellers den politiske debat i Spanien? EU som "os vs. dem" eller EU som noget, der skal trækkes i en anden retning?
Traditionelt har Spanien været meget EU-venligt, men i de sidste 10 år har det ændret sig, så 40 % i dag har tillid til EU-institutionerne, mens 40 % ikke har. Den manglende tiltro skyldes især finanskrisen og at EU med Tyskland i spidsen har været med til at pålægge Spanien en austeritypolitik siden 2011, som mange spaniere er blevet ramt af. I 2014 erklærede Pedro Sánchez, dengang nybagt partiformand for de spanske socialister, at de ikke ville stemme for Juncker som formand for Europa-Kommissionen, da han havde været arkitekt for austerity-politikken. Holdningen er dog under opblødning. Der findes en forhåbning om, at ”hvis vi støtter de rigtige indenfor EU, kan vi måske udrette noget”.
Hvilken holdning har de spanske partier til eurozonen og den økonomiske situation?
Udenfor Katalonien præges Spanien af en meget traditionel højre-venstre-debat. Spanien er stadig præget af finanskrisen. Efter Grækenland er Spanien det land i EU, der har den højeste ungdomsarbejdsløshed, den største andel af højt uddannede, der ikke kan finde arbejde og det største antal vikariater. Der er ikke længere katastrofestemning men snarere en følelse af, at det ikke kan blive værre, end det allerede har været.
Venstrefløjspartiet Podemos udspringer af protestbevægelsen mod austerity og var i begyndelsen meget kritiske over for EU. Det er lidt af en overraskelse at læse deres seneste partiprogrammer, da de har omformuleret det til, at ”vi vil have en omformulering af statutterne for den europæiske centralbank” og demokratisk kontrol med eurozonen, samtidig med at de holder sig indenfor banen i EU. Desuden ønsker Podemos flere offentlige investeringer i infrastruktur, velfærd, uddannelse og forskning. Socialisterne trækker lidt i samme retning.
Ciudadanos er mere midterorienterede og økonomisk liberale, men er samtidig et nyt parti. En af deres betingelser for at være støtteparti til den sidste regering af Partido Popular var, at der blev afsat flere penge til investeringer i forskning.
Der er stor opbakning i Spanien til den franske præsident Macrons forslag om reformer; den spanske regering har ikke sagt andet i årevis, også da Partido Popular sad på magten. Ciudadanos ser sig som Macrons fæller. Deres formand har ligefrem en konkurrence med socialisternes formand om, hvem der fysisk ligner Macron mest. Podemos har så også et antikapitalistisk element samt et ønske om øget demokratisk kontrol.
Hvordan er den politiske debat i Spanien om økonomisk globalisering generelt?
Igen handler det om en klassisk venstre-mod-højre-debat. Socialisterne siger, at der er behov for at have styr på globaliseringsprocessen, og her er EU et meget vigtigt redskab. Podemos er mere skeptiske overfor den økonomiske globalisering. Selvom deres program er kommet et godt stykke videre fra det oprindelige, hvor de roste den venezuelanske økonomi. Den har ikke mange tilhængere i Spanien længere, også pga. de delvis borgerkrigsagtige tilstande i Venezuela i de sidste år.
Hvad med arbejdskraftens frie bevægelighed i EU?
Grundlæggende er Ciudadanos, Socialisterne og Popular enige: Man kan ikke argumentere mod fri bevægelighed, for hvad skal spanierne så? Der er af gode grunde langt mindre debat om østeuropæisk arbejdskraft end i Nordeuropa, for det er spanierne, der rejser ud. Man kan dog finde enkelte fremmedfjendske strømninger, især mod ”sigøjnere” fra østeuropæiske lande. Faktisk har Parti Populars formand i Katalonien været den mest prominente politiker, når det handler om at piske denne stemning op.
Hvordan er den spanske debat om flygtningekrisen og EU’s ydre grænser?
Spørgsmålet bør deles i to – dels om EU’s forsvarssamarbejde, dels om flygtningekrisen.
Hvad angår styrkelsen af de ydre grænser, er Spanien blandt initiativtagerne til øget koordination af EU’s forsvarspolitik. Ciudadanos (som her minder mest om det Radikale Venstre i Danmark) og Socialisterne går ind for det styrkede samarbejde.
Venstrefløjspartiet Podemos er oprindeligt antimilitaristiske og modstandere af NATO-medlemskabet. Men siden har de ønsket europæisk autonomi indenfor NATO, og er hverken 100 % anti-NATO eller anti-militaristiske. Samtidig mener de, at Frontex gør EU til en fæstning, og at det er en helt forkert tilgang til migrantkrisen.
Debatten om flygtninge er præget af utilfredshed. Andalusien ligger lige over for Marokko, og Spanien har to byer på Afrikasiden, Céuta og Melilla, hvor der er hegn, men uden at det forhindrer flygtninge i at komme ind i landet. Der er udbredt utilfredshed med EU’s og medlemsstaternes manglende mulighed for at enes om løsninger eller føre dem ud i livet. De spanske politikere råber dog ikke så højt op som de italienske og græske, da de har været forpligtet til at modtage 17.000 flygtninge men kun har modtaget 2.000. De gør mere end de østeuropæiske lande, men har stadig ikke holdt deres egne løfter. Men hvis der skulle komme et opgør med Østeuropa fra andre EU-lande, vil Spanien højest sandsynligt støtte det. Især fordi den nuværende regering med Pedro Sánchez i spidsen pt. er mere villige til at modtage migranter.
Partido Popular har foreslået en såkaldt nul-immigration, men det er meget luftigt, hvordan en sådan skal realiseres. Socialisterne har i deres seneste partiprogram udtalt sig meget kritisk om forslaget.
Omvendt anklager Socialisterne Podemos for at ville have åbne grænser; Podemos er meget migrantvenlige à la Enhedslisten i Danmark.
Hvor store overlap er der mellem nationale valg og valg til Europaparlamentet?
Her er det nødvendigt med en disclaimer: Partisystemet er under opbrydning, og det er derfor meget svært at sammenligne. I 2016 var de to nye partier Podemos og Ciudadanos stadig ved at blive udviklet. Ved Europa-parlamentsvalgene stemmer over 50 % af spanierne ikke, mens valgprocenten til nationale valg er helt oppe på 75-80 %. De regionale konflikter smitter ikke 100 % af på de forskellige niveauer, så ved nationale valg i Katalonien stemmer færre på løsrivelsespartierne, end hvis det handler om parlamentet I Barcelona. Det er også svært at sige, hvor meget Partido Popular får ud af sin markante modstand mod løsrivelsen ved det næste Europa-Parlamentsvalg, eller ved endnu et spansk parlamentsvalg, hvis den nuværende mindretalsregering i Madrid bliver væltet, inden konflikten løses.
Hvordan er forholdet mellem Spanien og andre spanske regioner end Katalonien?
En ting der i høj grad splitter Spanien, er debatten om, hvordan landet overhovedet skal være indrettet politisk. Det minder om situationen i Belgien, Storbritannien og Italien, men findes ikke i de øvrige EU-lande. Lige nu har vi en form for asymmetrisk føderalisme med autonome regioner.
Socialisterne går grundlæggende ind for en forbundsstat, hvor både Baskerlandet, Navarra, Galicien og Katalonien, og måske også Socialisternes magtbase i Andalusien, har udpræget autonomi, men det er stadigvæk en vanskelig vej, før det kommer til at ske. Partido Popular og Ciudadanos var på et tidspunkt indstillede på at finde en ny ordning med kompetencefordelingen, og i hvert fald Partido Popular gik ind for at begrænse regionernes kompetence. Det blev dog aldrig til noget, og det synes også at være en dårlig ide at skabe et nyt konfliktområde, nu hvor vi omsider har fået fred i Baskerlandet.
Der findes stadig baskiske nationalister, men de står nu som de ”fornuftige” nationalister. Det store traditionelle baskiske nationalistparti har siddet med den lokale regeringsmagt, siden Baskerlandet blev autonomt, men Baskerlandet har gennemgået en proces i de sidste 15 år, hvor de har bevæget sig væk fra den gamle skillelinje og over i en ”normal” højre-venstre-debat om , hvordan vi løser baskernes samfundsproblemer. Læren af det storbaskiske projekt er, at det ikke fungerer.
Tilbage i tiden talte baskiske nationalister om at genforene Navarra, Baskerlandet og baskere i Frankrig. Nu taler partiet CUP, de antikapitalistiske nationalister i Katalonien, om at forene katalanere generelt, altså også inddrage Balearerne, dele af regionen Aragón, Valencìa, og Roussillon i Frankrig, hvilket er meget teoretisk.
I Katalonien sad forløberen til Puigdemonts parti med magten i næsten et kvart århundrede op til 2003 og igen fra 2010, men også den venstrefløjsregering, der afløste den i 2003, arbejdede på at øge katalansk selvbestemmelse, uden at gå for vidt i retning af separatisme. Man kan så sige, og det er også påpeget af eksperter som f.eks. Carsten Humlebæk fra CBS, at indtil for 10 år siden var katalanerne anset som de fornuftige nationalister, mens Baskerlandet var involveret i en voldelig konfrontation med terrorisme i forhold til Spanien. Indenfor de seneste 10 år er Baskerlandet så begyndt at føre politik på en ”fornuftig” måde, mens vi til gengæld har fået en meget uforsonlig blokkonfrontation i katalansk politik (men heldigvis uden terrorisme). Under den seneste valgkamp i Katalonien blev Ciudadanos’ spidskandidat angrebet af nogle personer tilknyttet de nationalistiske partier for at have et ikke-katalansk navn. Det samme var faktisk sket allerede i 2006 mod Socialisten José Montilla, der blev katalansk præsident.
En anekdote som konklusion: efter magtskiftet i Katalonien i 2003 hen til en venstrefløjsregering modtog den daværende spanske konge den nye katalanske parlamentspræsident fra det store traditionelle selvstændighedsstøttende og republikansk parti Kataloniens Venstrerepublikaner. Kongen sagde, at det var, når folk snakkede sammen, at de forstod hinanden. Dette uanset, at han sad over for en politiker, hvis parti grundlæggende er imod både Spaniens enhed, med Katalonien som del af staten, og imod monarker! Denne holdning er man kommet langt væk fra – ikke kun hans søn, den nuværende konge, som har optrådt meget uforstående over for løsrivelsesforsøget. Det er meget bemærkelsesværdigt, hvordan det har skiftet indenfor de seneste 7-8 år, hvor regeringerne i Madrid og i Barcelona næsten ikke mere snakkede sammen.
Lige nu synes ydergraden af konfrontation foreløbigt at høre fortiden til. Det er dog en mindretalsregering, som Sánchez står i spidsen for, så alt tyder på, at den har magten på lånt tid, før der givetvis kommer nyvalg. Jeg må indrømme, at jeg ikke engang havde regnet med, at Sánchez kunne samle et flertal for at vælte Partido Popular fra magten! Men hans regering har sat sig som opgave at genskabe muligheden for at finde løsninger gennem kompromis og dialog.
Niels Lachmann har forsket i over et årti om Spanien, bl.a. i sin PhD-afhandling, og via et ophold på Universitat Autònoma de Barcelona (forskningen er tilgængelig her: https://southerndenmark.academia.edu/NielsLachmann). Han er pt. tilknyttet et forskernetværk i international politik på SDU’s Institut for Statskundskab i Odense.
Foto: Joenomias via Pixabay.