Europaforum
Frygten sætter dagsordenen i EU-debatten
”I en usikker verden må vi passe på Danmark”. Sådan sagde Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen ved åbningen af Folketinget i 2016. Frygten for omverdenen, terror, de fremmede, økonomien og egen fremtid er tydeligt til stede i vores hverdag og i medierne. Argumenter om behovet for mure, hegn og andre værn mod omverdenen er nærmest blevet daglig tale hos politikere rundt om i den vestlige verden. Sådan har det dog ikke altid været – vi synes ganske enkelt, at verden er blevet et farligere sted. Menneskeskabte kriser og katastrofer som fx den økonomiske krise, terror og flygtningestrømme fra Syrien er skelsættende for en udvikling, hvor frygt er blevet et legitimt argument i den politiske debat.
Vi har undersøgt massemedierede argumenter om EU, herunder håndteringen af den økonomiske krise og de åbne grænser. Bør det europæiske samarbejde frygtes eller ses som en løsning på kriser og katastrofer? I denne artikel giver vi et sociologisk bud på, hvordan frygt og risikoopfattelser bliver til, og beskriver nogle af de kulturelle og rationelle argumenter i de danske dagblade, der underbygger disse. Temaet er mere relevant end nogensinde i disse år, hvor dem eller det vi skal frygte er et legitimt og til tider afgørende politisk argument. Argumentationen fremføres både af politikere på den traditionelle højre- og venstrefløj og udfordrer således den traditionelle måde at tænke politik og vælgere på.
Frank Furedi: Frygtkultur
Frank Furedi er en ungarsk sociolog, der har beskæftiget sig med frygtkulturen i samfundet. Ifølge Furedi er samfundet i dag karakteriseret ved et øget fokus på risiko, men det er en vigtig pointe hos Furedi, at der er en signifikant forskel på hvad individet frygter og hvad der reelt udgør en risiko. Således er individets opfattelser af farer sjældent i overensstemmelse med reelle risici. Furedi mener, at man i stedet for at studere risici som et resultat af individets egen logik bør se det som en konstruktion der sker i en samfundsmæssig arena, og konceptet risiko vil altid placere sig imellem virkelighed og mulighed.
Furedi mener, at konceptet risiko i dag er negativt ladet, mens der tidligere blev fokuseret på det beundringsværdige i at tage risici og leve med dem. Tidligere opvejede man både de positive og de negative konsekvenser ved risikotagning og antog således ikke, at en risiko nødvendigvis var ensbetydende med en negativ fare. Furedi mener, at risiko og farer i dag er nærmest autonome begreber der ikke kan kontrolleres, og man fokuserer derfor hele tiden på, at det uventede kan indeholde noget farligt. Således bliver det vigtigt at afværge og beskytte sig imod det uventede.
Det ansvarlige individ afværger risici
Furedi mener at inflationen af farer i samfundet hænger uløseligt sammen med en manglende tro på menneskelig handling – et tab af tillid til den menneskelige race. Den dalende tillid i samfundet er en konsekvens af samfundets fokusering på risici, da mistilliden stiger, når alt og alle er potentielt farlige. Den manglende tro på det problem-knusende individ øger følelsen af sårbarhed, som nærmest legitimerer et usikkert samfund, hvori vi er løbet tør for eventuelle svar, og således er berettiget til panik! Offermentalitetens greb i det moderne samfund er en direkte konsekvens af risikobevidstheden, for så længe man er i konstant risiko, er man også et potentielt offer. Følelsen af at være alene og udelukkende stole på egen dømmekraft fører til en bevidsthed om egen isolation. Det er dette billede af hjælpeløshed, individerne overfører på verden som sådan. Individet kan kun demonstrere sin ansvarlighed overfor sig selv og andre ved at ”sikre sig” og hermed være risikoafværgende. Rollemodellerne i dette samfund, dvs. dem man bør stræbe efter at ligne, er dem der har affundet sig med deres offer-rolle, og som lever med begrænsningerne. Samfundet er gået fra at hylde helten til at hylde overleveren.
I forbindelse med de tusinder af flygtninge, der er flygtet fra uroligheder i Nordafrika og konflikten i Syrien, har argumenterne i debatten og reaktionerne i befolkningen og medierne i høj grad haft en frygtsom karakter, som i Furedis teori. Det uansvarlige er de åbne grænser, og de lande der i lang tid holdt fast i at leve op til reglerne indenfor Schengen, blev pludselig karakteriseret som uansvarlige. Lande som Sverige og Tyskland præsenteres som uansvarlige ved at fastholde de åbne grænser. Heri lå implicit, at de havde åbnet for flygtninge og de farer som flygtningene medbragte. De uventede flygtninge indeholdt noget usikkert og farligt og den bedste sikkerhedsgardering – den mest ansvarlige reaktion – blev her fremstillet som grænsebomme, hegn eller mure.
Et opgør med højre-/venstreskalaen
Forandring er farlig og anses for at være en reel risikofaktor, så vi forsøger at gardere os med en overdreven fokusering på regler og lovgivning. Furedi kalder tidens politiske udtryk the conservatism of fear. Frygtens konservatisme adskiller sig fra traditionelle forståelser af konservatisme, da den eksempelvis ikke har nogle traditioner, der skal forsvares, eller anden form for anker i fortiden. Frygtens konservatisme støttes af folk, der har tilhørt den politiske venstre såvel som højre fløj, da det er en tilgang som sjældent kombineres med stærke overbevisninger og værdier. Ingen af dens mål er hellige, og den er altid klar på at modernisere eller gå på kompromis, da det er frygten for fremtiden og for forandringerne, der skaber dette udtryk. Et eksempel herpå kunne være ”Occupy Wall Street”, som var en radikal bevægelse, som kæmpede mod forandring. Furedi mener, at mange fejlagtigt fortsat tror, at forståelserne der deler os kan opsummeres på baggrund af de politiske kategorier venstre- og højreorienteret. Nutidens samfund har sluppet sin forankring i fortidens skikke og traditioner, da traditioner stort set ingen rolle spiller i det hverdagslige, og der er således ikke længere værdier, som en højrefløj kan bygge deres politik på. I dag er venstrefløjen ifølge Furedi lige så bekymret for fremtiden som andre, og ses derfor ikke længere som fortalere for social forandring. Sociale bevægelser der associeres med venstrefløjen har faktisk tendens til at være særligt bekymrede for forandring og udvikling, hvilket kommer til udtryk i anti-globaliserings og anti-kapitalisme kampagner.
Furedis kritik af de sociale bevægelser og deres tvivlsomme demokratiske ræsonnement er formentlig skrevet som en indirekte kommentar til en anden mere kendt samfundsteoretiker der beskæftiger sig med frygt og risici i samtiden, Ulrich Beck. Beck genkender mange af de symptomer som Furedi beskriver men han ser et ganske andet potentiale i forandring. Han mener at de sociale bevægelser kan indeholde et potentiale, der kan forandre verden, og at de således ikke nødvendigvis er et symptom på en politisk udmattelse. I modsætning til Frygtsamfundets manglende tro på at udvikling kan føre til positiv forandring, finder vi i Beck’s Risikosamfund et imperativ for forandring mod en positiv fremtid.
Ulrich Beck: Risikosamfundet
Ulrich Beck var en tysk sociolog, som er kendt for at beskæftige sig med begrebet risiko. Modsat Furedi mener Beck, at der rent faktisk er opstået nye risici i vores tid. Som følge af moderniseringsprocessens eksponentielt voksende produktivkræfter er der nu skabt et hidtil ukendt omfang af risici, som indeholder et selvødelæggelsespotentiale. Mens man i industrisamfundet forsøgte at besvare spørgsmålet om den ulige fordeling af rigdom, spørger man i Risikosamfundet om, hvordan og hvorvidt man kan forhindre og uskadeliggøre de risici, som moderniseringsprocessen har skabt. Ligesom Furedi anerkender og advarer Beck imod, hvilken magt man giver dem, der definerer risiko. Det er kun ved at forestille sig og iscenesætte risici, at fremtidige katastrofer kommer til at ”eksistere” i nutiden, og hermed bliver risici en politisk magt der ændrer verden. Det betyder ifølge Beck, at distinktionen mellem reelle risici og kulturelle forståelser af risici i Risikosamfundet sløres. Hos Furedi er det især medierne og politiske kommentatorer der besidder denne magt, og de to teoretikere er enige om, at magten til at kunne definere dette er afgørende.
Vi er i samme båd – i farefællesskaberne
Beck mener, at frygt for udslettelse kan medføre en frisættelse af kollektive impulser på tværs af grænser og skel i form af farefællesskaber. Ved en katastrofe kan opstå det kosmopolitiske øjeblik hvor forandringen kan indtræde. Kollektive impulser legitimerer politiske institutioner og sociale bevægelser, der søger mere menneskelig globalisering. Disse sociale bevægelser udøver, hvad han kalder subpolitik.
Beck er positiv overfor demokratiseringsprocessen i Risikosamfundet. De demokratiske rettigheder er blevet omdrejningspunktet for en decentralisering af politikken, som han mener, har langsigtede, selvforstærkende effekter. Han mener, at der sker en bred politisk mobilisering af borgere, som ekstraparlamentarisk og direkte forsvarer deres rettigheder, og som konkretiserer dem ud fra egne ideer om det gode liv.
På det globale plan mener Beck, at risici fører til en særlig social måde at håndtere kulturelle forskelle, anerkendelse af andethed, hvor forskelle hverken ordnes hierarkisk eller ophæves men accepteres. Beck mener dog ikke, at sådanne tilstande er en realitet nogle steder, men han forventer, at globale risicis traumatiske oplevelser kan føre sammenhold med sig. Dette kan eksistere i, hvad Beck benævner de globale truslers offentlighed, hvor forestillinger om risici bryder med indifferensen og anonymiteten i verden. Målet er, at andre anerkendes som lige og forskellige. Ifølge Beck kan ingen nation i Risikosamfundet klare sine problemer alene, og det er kun de, der fører national politik i en transnational kontekst, der overlever. Nationalstaten er, uafhængigt af om den er stærk eller svag, ikke længere den primære arena for løsningen af nationale problemer. Samarbejde er ikke længere midlet men målet. Beck ser EU som et eksempel på en institution der muliggør dette samarbejde. De aktører, der arbejder for et nyt reformeret og udvidet Europa, kalder Beck Europe Builders. Modstanderne af EU karakteriserer Beck som de der nærmest ortodokst fremhæver parolen om nationalstatens beskyttelse.
Beck kan i høj grad selv karakteriseres som en Europe Builder. Nogle vil måske huske ham fra manifestet ”Vi er Europa” som han var medforfatter af i 2012. I manifestet argumenteres for, at der er brug for et borgernes Europa. I borgernes Europa bygges et europæisk civilsamfund op fra bunden ved bl.a. at indføre ”Det europæiske frivillighedsår”, hvor de europæiske borgere får mulighed for at arbejde, deltage i projekter og organisere sig på tværs af grænser i et år. Resultatet skulle være at skabe relationer mellem borgere og derved opnå en større forståelse for hinanden og mindske beskyldninger og konflikter mellem nationerne i Europa. Underskriverne på manifestet var bl.a. kendte navne som Jürgen Habermas, Anthony Giddens, Jacques Delors, Umberto Eco og Zygmunt Bauman.
Frygt- og risikoargumenter i de danske dagblade
Frygtkulturen kan ifølge Furedi genfindes i medierne. Medierne bringer dagligt eksempler på kriser og katastrofer, som mennesket og institutioner i samfundet er ubehjælpelige overfor og som afskrækker fra risikotagen. Medierne fungerer både som afspejlende reelle risici, men også som et afgørende socialt fora for definitionerne af risici, det kan altså også være her vi tager debatten om, hvad der er en reel risiko.
Vi undersøgte i 2013 mediernes dækning og fremstilling af EU som på det tidspunkt især omhandlede den økonomiske krise. Her fandt vi en frygtsom argumentation, som afspejler Furedis teori. I en frygtsom retorik er den økonomiske krise ukontrollerbar og løsningen er sikkerhedsgardering. Der blev fremstillet to forskellige frygtsomme reaktioner på krisen. Den mest dominerende argumentation gik på, at eneste realistiske løsning var at stabilisere den økonomiske situation i alle eurolandene, og der var således ikke et alternativ til hjælpepakker suppleret med strenge sparekrav. Løsningsforslagene blev fremstillet som nødvendige og ansvarlige. Den anden reaktion var at Danmark måtte værne om egne interesser og sikkerhedsgardere sig ved at tilbagetrække reformer for internationalt samarbejde. Der var således to reaktioner i de frygtsomme argumenter; en passiv og en aktiv.
Vi fandt ligeledes argumenter i medierne, som afspejler risikovilligheden i Becks teori. De risikovillige ser den økonomiske krise som en anledning til at tænke nyt i et større, mere globalt fællesskab. De risikovillige argumenter indeholdt en frygt- og risikoopfattelse, der handlede om at finde en kontrol. Denne kontrol måtte udspringe af et internationalt samarbejde, og EU var her det bedste bud på en politisk organisation, som kunne håndtere dette. Her kunne man i det små se Becks Europe Builders. Det var for dem afgørende, at EU reagerede med nye tiltag i stedet for sikkerhedsgardering, og at der i de enkelte lande og på tværs af grænserne eksisterede en solidaritet med det europæiske projekt. Den økonomiske krise indeholdt et imperativ for forandring mod et mere integreret og solidarisk EU.
Frygt er blevet afgørende for borgernes forhold til EU
EU og Danmark er ved at være på den anden side af den økonomiske krise. Frygt er stadigvæk og måske i endnu højere grad i dag en magtfaktor i politikkernes argumentation og afgørende for borgernes forhold til EU. Er det et stort bureaukratisk monster der lukker farlige terrorister ind i vores baghave, eller er det en institution som giver flere muligheder til de risikovillige?
Den britiske udmeldelse af EU var et eksempel på at de frygtsommes argumentation overtog debatten i medierne og blev dagsordensættende. De risikovilliges stemme forsvandt i en debat om, hvad der var mindst farligt for UK. Begge sider argumenterede med frygt – på den ene side skulle man frygte det bureaukratiske EU, som var skyld i, at europæere fra andre lande kom – ukontrollerbart – og tog briternes jobs. På den anden side var ja-stemmernes argumentation, at hvis UK forlod EU, ville det have store økonomiske konsekvenser. På samme måde var de risikovilliges argumenter svære at få øje på i debatten op til den danske afstemning om retsforbeholdet, hvor JA-partierne valgte en argumentation, der handlede om at danskerne skulle frygte den kriminalitet, der ville skylle ind over grænserne, ved at Danmark trådte ud af Europol, mens nej-partiernes argumentationer handlede om frygten for andre landes lovgivnings betydning i Danmark og ikke mindst det usikre og ukontrollerbare for den enkelte borger i en tilvalgsordning. Frygt fungerer således som argumentationsform fra begge sider og Becks ”Europe Builders” og deres risikovillighed er svær at få øje på i diskussioner om EU. Det kosmopolitiske øjeblik som Beck mener, vil være afgørende, synes (endnu) langt fra at være indtruffet.
Foto: János Pálinkás