Europaforum
Identitet i EU
Så problemstillingen kan i grove træk forklares med at man i høj grad identificerer sig ud fra den nationalstat man tilhører frem for EU. Sociologen Anthony D. Smith forklarer dette med at man ofte identificerer sig med det man selv laver og er udsat for i hverdagen [1]. En skolelærer bruger det meste af sin tid på at undervise børn og forberede denne undervisning. Samtidig oplever læreren også de problemer der er for en lærer og identiteten bliver formet ud fra dette. Læreren vil ofte søge andre skolelærere da disse ofte står med de samme udfordringer og succeser og dermed bliver tilbøjeligheden til at identificere sig som lærer forstærket. Anthony D. Smith overfører denne identifikationsproces til hvordan en dansker identificerer sig som dansker frem for EU-borger. Den gennemsnitlige dansker møder oftere danskere i hverdagen og danner venskaber med disse. Dette bliver forstærket af at man som dansker bliver udsat for de samme kulturelle fænomener som andre danskere. Dette er blandt andet sprog og kulturinstitutioner som man kender herhjemmefra. Det er alt lige fra pølsevognen nede på hjørnet, til kongehuset og landsholdet. Desuden går man som dansker også oftest op i de samme ting som andre danskere, vi tager i sommerhus ved kysten i weekenden eller ser Disneysjov og X-faktor på DR1 fredag aften.
Derudover er danskere også involveret i de samme mere strukturerede institutioner som andre danskere. Blandt andet går vi, eller har gået, i dansk folkeskole eller brugt de samme hospitaler som andre danskere. Ikke alene har vi været i disse institutioner og mødt fordele og ulemper ved dem, men vi betaler også til dem sammen. Som dansker betaler vi via skatten til disse organisationer for at både vi selv men også andre medlemmer af samfundet kan bruge dem når der er brug for det. Det er medvirkende til at skabe en stærk fællesskabsfølelse da man hjælper hinanden med at betale for skolegangen eller med at holde hinanden raske. Man gør det fordi man er sikker på at andre i samfundet også hjælper med at betale når man selv har brug for det.
Når jeg har kigget på disse forskellige faktorer, både kulturelle og institutionelle, der binder danskere sammen er det også relevant at kigge på hvilke der binder EU-landene sammen. Eller måske i lige så høj grad hvilke der mangler for at kunne binde EU-borgerne sammen. For kigger vi for eksempel på Danmark og Frankrig, hvor nationalistiske euroskeptiske partier er til stede, ser man at der er langt færre dagligdags institutioner der binder befolkningerne sammen. Franskmændene har ikke gået på de samme skoler og hospitaler, og hjælper ikke umiddelbart med at betale til dem. De ser heller ikke Disneysjov om fredagen eller spiser flæskesteg og brun sovs i julen. Jeg kan nævne nogle kulturelle ting de to lande har til fælles, det være sig Champions League, den europæiske liga for mesterholdene i fodbold fra landene i Europa, eller The European Song Contest.
Men der er også to væsentlige problematikker ved de to begivenheder, i forbindelse med at skabe et stærkere sammenhold på tværs af medlemslandene. Som det første er det begivenheder der ikke tiltrækker hele befolkningen da hverken fodbold eller en sangkonkurrence ikke er noget alle går op i, det er kun dele af befolkningen der har en interesse i dem. Den anden problematik består i hvor ofte de bliver afholdt og dermed hvor stor en del af hverdagen de er. Begge konkurrencer bliver kun afholdt en gang årligt og er dermed ikke en del af publikums hverdag. Man følger for eksempel kun med i European Song Contest perioden lige omkring afholdelsen. Resten af året fylder det ikke særligt meget i folks bevidsthed, og når det bliver afholdt følger de fleste med i fjernsynet og er ikke fysisk til stede under konkurrencen. Når man så diskuterer den efterfølgende er det som oftest med andre af samme nationalitet som en selv. Det skal dog siges at der er en positiv effekt ved disse konkurrencer, da der er folk der rejser rundt i Europa for at følge med og desuden bliver man mindet om at man trods alt har et fællesskab med de andre europæiske lande. Man bliver påvirket i retning af at have en fællesskabsfølelse med de andre europæiske lande. Man kan dog argumentere for at denne effekt er begrænset.
Så mit argument her er at initiativer som disse har en positiv effekt i forhold til at skabe sammenhold mellem de europæiske befolkninger men at denne effekt er begrænset fra begivenhed til begivenhed. En løsning på dette problem for EU kunne være at forsøge på at at gøre opmærksom på disse forskellige begivenheder og i øvrigt forsøge at afholde flere af dem. Målet med at holde flere, og mere forskelligartede, begivenheder ville være at ramme en større målgruppe, ved at tage forskellige emner op. På den måde er der større chance for at der er en begivenhed der rammer alle dele af befolkningen. Dette er da også en af de løsninger som EU forsøger sig med [2]. Dette kan blandt andet ses ved at EU Kommissionen arrangerer og støtter projektet European Capitals of Culture. Et projekt som hvert udnævner en europæisk by til EU's kulturhovedstad. Dette gøres ud fra en række kriterier som man kan læse mere om inde på Kommisionens hjemmeside, www.ec.europa.eu/programmes/creative-europe/actions/capitals-culture_en. Dette er et godt initiativ i den forstand at det promoverer forskellige europæiske byer i hele EU. Det opfordrer til at rejse rundt i Unionen og eventuelt at bruge sine ferier i et andet europæisk land end det man bor i. Det står desværre bare i samme problem som Champions League i fodbold og European Song Contest. Det rammer ikke alle befolkningsgrupper, men kun en del af den. Desuden vil jeg argumentere for at det ikke gør EU til en større del af folks hverdag men snarere til noget man gør en gang imellem når man er på ferie.
Disse identitetsproblemer i EU er som nævnt tidligere relaterede til en manglende gennemsigtighed i de forskellige institutioner. EU har problemer med at borgerne i de forskellige lande ikke føler at de kan gennemskue hvordan beslutningsprocessen i EU foregår, og i nogen tilfælde endda ikke har overblik over hvad det helt præcist er EU beslutter (Politikken, 2008) [3]. Dette skaber mistillid da borgere i mindre omfang ikke stoler på institutioner de enten ikke forstår, eller institutioner de har svært ved at finde oplysninger om. Man kan til sammenligning fokusere på det danske folketing som i højere grad er gennemskueligt for den almene danske borger. Det kan ses ved at de fleste danskere ved hvem der er statsminister, formand for Folketinget og i øvrigt ofte har styr på partierne. Det vil sige at de fleste danskere ved hvilke politiske partier der har flest mandater i Folketinget, og desuden også ved hvad disse partier står for. Til sammenligning er det sværere at gennemskue hvem der har mest indflydelse i Europaparlamentet og hvilke partier der danner en koalition med hinanden.
Derudover har de fleste danskere også styr på hvilke ansvarsområder Folketinget har i forhold til for eksempel de danske regioner eller byrådene i de forskellige byer. Vi har i høj grad styr på hvilke beslutninger Folketinget tager og, lige så væsentligt, hvordan disse beslutninger tages. Det er nemmere at placere et ansvar når man ved hvilke politikere eller embedsmænd der står for implementering af hvilke love. Til sammenligning er det straks mere bøvlet at hitte rede i hvilke europæiske institutioner der afgør hvad. Som eksempel kan man kigge på EU-kommissionen, Europaparlamentet og Det Europæiske Råd og hvilke forskellige funktioner og roller disse tre institutioner har til hinanden.
På trods af de ovennævnte problematikker er der muligheder som EU kan bruge, og også i nogen grad allerede bruger, til at imødekomme denne identitetskrise. Udover blandt andet European Song Contest og støtte til sportsarrangementer som Champions League støtter EU en række projekter der har det formål at bringe de forskellige landes borgere sammen og dermed identificere sig med både hinanden og som europæer generelt. Som eksempel kan udvekslingsprogrammet Erasmus nævnes. Det har den positive effekt for EU's samhørighed at det netop udsætter borgere for andre medlemslandes kultur og politiske system. De oplevelser man opnår som udvekslingsstuderende, udover den personlige udvikling, er at man tager andre europæiske kulturer med hjem og på den måde gør Europa og EU til en større del af sin hverdag.
Så for at opsummere kan vi se at der er en identitetskrise i EU der i høj grad modarbejder støtten til projektet. På den anden side er der løsninger på problemet, løsninger som de forskellige institutioner er klar over eksisterer. Om det er den mest optimale måde at forbedre EU på kan diskuteres, ligesom at det kan diskuteres om det virker hurtigt nok. Men det virker som om at det er en god mulighed for at styrke den europæiske identitet og derigennem styrke EU.
1. Rumford, C. 2002 The European Union A Political Sociology. Oxford: Blackwell Publishing.
2. https://ec.europa.eu/programmes/creative-europe/actions/capitals-culture_en Siden er tilgået den 26/01/17.
3. http://politiken.dk/udland/art5494321/EU-ombudsmand-kr%C3%A6ver-mere-gennemsigtighed Siden er tilgået den 26/01/17.