Nogle dele af modstanden mod TTIP handler om konkrete knaster, som i princippet vil kunne fjernes fra aftalen, andre handler om grundlæggende elementer i aftalen (og/eller international handel og det økonomiske system generelt) som ikke kan ændres og hvor modstanden derfor vil eksistere, uanset hvordan aftalen udformes.
Herunder: Ønsker om en mere protektionistisk politik, frygt for større arbejdsløshed lokalt samt mistillid til det politiske og økonomiske system.
Mange europæiske virksomheder er modstandere af en række Buy American-love i USA (de mest kendte er Buy American Act, Berry Amendment og Jones Act), som gør, at føderale og militære projekter kun bliver sendt i udbud hos amerikanske viksomheder.
Europa-Kommissionens forhandlingsmandat fra Rådet var hemmeligt i begyndelsen af forhandlingerne, men er siden blevet offentliggjort. TTIP-forhandlingerne finder sted i runder med hver deres tema, som er fuldt tilgængeligt for offentligheden. Selve forhandlingerne og konklusionen på hver runde er dog hemmelige.
En række NGO’er har kritiseret processen for at favorisere virksomheder på bekostning af NGO’er, idet Europa-Kommissionen angiveligt har inddraget virksomhedernes repræsentanter i langt højere grad.
Forhandlingsprocessen er blevet kritiseret for ikke at inddrage de tredjelande, som bliver påvirket direkte af TTIP: Tyrkiet, Canada og Mexico.
Der findes en række følsomme områder, hvor det er svært at forestille sig kompromisser mellem de amerikanske og europæiske forhandlere, som ikke udvander de eksisterende praksisser og standarder i større eller mindre grad. Det er dog langt fra sikkert, at disse områder overhovedet vil indgå i den færdige TTIP-aftale, trods den omfattende offentlige debat.
I USA begrunder nogle libertære debattører deres modstand mod TTIP med, at de frygter, at EU vil presse USA til at indføre højere standarder for miljø, forbrugerbeskyttelse og rettigheder for arbejdere, hvilket angiveligt vil skade virksomhedernes økonomi.
Denne frygt er som regel baseret på en erkendelse af, at bestemte lokale virksomheder i bestemte lande vil have svært ved at klare sig i en situation med øget international konkurrence.
Debatten på dette område minder meget om debatten om standarder for forbrugerbeskyttelse. USA går oftest efter minimumstandarder, mens EU oftest går efter maksimumstandarder.
USA har indført en højere grad af kontrol med finanssektoren efter finanskrisen og ønsker ikke at udvande denne. Omvendt er der i EU et ønske om at give europæiske banker lettere adgang til det amerikanske marked.
I nogle EU-lande er der bekymring for, om den færdige aftale vil indholde tilstrækkelig beskyttelse af navne på produkter fra bestemte geografiske områder.
I praksis fører økonomisk vækst altid til et øget energi- og ressourceforbrug og øget forurening, bl.a. i form af større CO2-udledning. I EU er det især miljøorganisationen Friends of the Earth (i Danmark: NOAH), der har brugt dette som argument imod TTIP.
Ligesom alle andre bilaterale aftaler kan TTIP kritiseres for at gå imod de generelle bestræbelser på at sikre en fri verdenshandel i WTO. Men her har forhandlingerne i forvejen været kørt fast i det seneste årti.
Forhandlerne lægger op til at inkludere klausuler i TTIP, som skal sikre imod diskrimination, når serviceydelser bliver overladt til private virksomheder, som led i en privatisering eller udlicitering.
Forhandlerne lægger op til at etablere et reguleringsråd, der skal koordinere fremtidig lovgivning om regulering i USA og EU på de områder, der bliver dækket af TTIP.
Forhandlerne har lagt op til at inkludere en ISDS-ordning i TTIP – som i mange andre handelsaftaler. Dette giver udenlandske investorer ret til at anlægge sag mod stater, hvis de diskriminerer til fordel for hjemlige virksomheder, eksproprierer de udenlandske virksomheders investeringer uden rimelig grund og passende erstatning, eller indfører lovgivning, der fører til ”indirekte ekspropriering”.
Det giver virksomhederne en højere grad af beskyttelse, end hvis de skal anlægge sag ved nationale domstole – og en større ensartethed i sagsbehandlingen.
USA og EU har veletablerede stater og retssystemer, som sagtens kan håndtere konflikter mellem investorer og stater, uden at ISDS er nødvendigt. (Ikke desto mindre har amerikanske tilhængere af ISDS hævdet, at de øst- eller sydeuropæiske retssystemer ikke er gode nok.)
Disse negative historier om afsluttede og igangværende ISDS-sager fylder meget i debatten om ISDS…